Strikkerier

Har lige tjekket bloggen for strik,- og det er godt nok lang tid siden, garn og farver har tittet frem. Jeg har skam ikke ligget på den lade strikke-side. Nej, slet ikke, for når jeg sidder i hyggestol med strikketøj og kaffe,- er der dømt langsomhed og ro. Og det har der bestemt været brug for i efterår og vinter.

Så nu må jeg hellere flashe nogle af efterårets projekter:

Et tabt væddemål med kollega resulterede i, jeg måtte strikke en cardigan til vinderen. Hyggelig stik. Jeg stiftede bekendskab med Istex,- flot garn, lidt krads.

En kær venindes søn blev 18,- og fik en sweater. Han skulle selv bestemme, hvordan den skulle være, og her er så resultatet. Strikket i supersoft. Den blev ret fed!

Så blev det tid til gavekalendere. Teenageren, der er på efterskole, har en nisse, der ofte sender post. Bla. en Wurm- hue, der flittigt er blevet brugt.

Familiens barselskvinde fortjente en julekalender, der bl.a indeholdt en Meret(Mistery beret) til at varme ørerne og en Burberry inspired Cowl, der kan varme halsen i denne kolde tid.

I december glødede pindene. Svigerdatteren ønskede sig en "Forbrydertrøje,- og det skulle hun da have. Stikket i Merinould fra lageret, mønster er en sammenblanding af Fönn og opskrift fra Kvickly

Familiens yngste, Nelson på 9 mrd. har forældre, der synes godt om strik. Så han skulle ha' en fræk spøgelsescardigan. Strikket i Viking Superwash og mønster fra Ruzicka, fundet i gemmerne.

Nelsons mor havde i sommer ønsket sig en angora cardigan,- så det skulle hun da ha'. Nu sidder Lise og jeg så blot tilbage med problemet, at den fælder!!

Til gudbarnet (ikke noget barn længere...over 30) lavede jeg et sats...mon hun ville ha' en hjemmestikket cardigan? Jeps - det ville hun gerne, tog den straks i brug - og jeg var glad!

Min bror og jeg er ikke på julegaver,- så jeg besluttede at lave en ikke-julegave til ham. Den er nu også først blevet færdig i dag, og man har vel lov at give en gave i ny og næ, når man har lyst.

Bo er en stor mand, meeen jeg er nu spændt på, om jeg alligevel ikke har strikket for stort denne gang. Det ved jeg nok i løbet af et par dage.

Jubiii - vi har rindende vand!

Nå, Fru Rønne - nu må bloggen vist plejes lidt bedre!!

Og vi begynder med et positivt indlæg:
I dag er der vand i alle vandhaner.......og.....hold vejret........toilettet kan skylle ud for første gang i 2 uger!!


Jubiii. Det giver ligefrem lyst til at rengøre det gennem julen forhadte badeværelse. Jeg må hellere i gang.
Jeg takker alle julegæster for tålmodighed for arbejde med spand og vand ved toiletbesøg.


En lille tanke, om at ALLE rør måske skulle isoleres, så de kan modstå alle kuldegrader i det nye ar, sniger sig ind.

Tag dig sammen, Fru Rønne!

Hmmm...
Jeg ved lige præcis, hvornår jeg har for travlt. Når tankerne støder sammen, aldrig bliver færdige, men bliver overhalet af nye tanker....ideer, ting, der skal huskes.....så bliver jeg forvirret og mister det overblik, der er så vigtigt for mig.
Så er det tid til at skrive lister, forsøge at danne overblik.

Så langt, så godt. Det kan jeg nemlig godt

Men det bliver straks værre, når jeg kan se, der skal luges ud i opgaverne. At jeg simpelthen ikke kan nå det hele på den gode, omhyggelige måde, jeg synes de kræver og fortjener.

Netop når jeg er presset har jeg svært ved at se, hvordan jeg skal vælge mellem

elevsamtaler
forældresamtaler
elevplaner skal skrives
e-learningsprojekt,
forberede seminar med elever
it- teknik-bøvl
ressourceperson-netværksmøder
samtaler med elever om læsestandpunkt og udvikling
møder med div. eksperter vedr. elever
nyt kursus for indskolingselever, der ikke er kommet i gang med læsning
kontakt til forældre
den daglige almindelige undervisning
elevrådsarbejde
deltage i begravelse
forældresamtale med eget barn på efterskole
julekalendere
bestille færgebilletter
vaccination og vaccinationskort til teenageren
få malet og lejet nabo-hus ud
barnebarn,- savner.

joe,- der smutter sig vel også en tøjvask mm ind.

Det hele skal jeg helst få ordnet i løbet af en uges tid!

Godt, jeg har søde, powerfulde venner, der kan hjælpe med at sortere (hvis jeg lader dem)
Godt, jeg kan krybe i min stol, tænde for en bog og strikke!!!


Men i stå

Glad kone

Det der med at købe sig til lidt glæde - det passer.I hvert tilfælde sidder jeg lige nu og er fuldstændig ligeglad med valutabalancen, elevplaner, tilgroet have og rent faktisk smiler jeg overbærende til Mikkels sweater, jeg har trævlet op 3 gange ..... for jeg har fået nye støvler!!

Super fede Gardenia støvler med høj hæl, der IKKE klemmer nogen steder. WOW

Går klikkende rundt og føler mig rigtigt fin.

(meget) nye vinde....

Tja,- nu har jeg ligget på sofa, krøbet sammen i yndlingsstolen i 30 år. En gåtur med hunden er der dog blevet til, og på cyklen til skole (hvis det ikke er regnvejr, blæsevær, jeg har for meget bagage med osv.).

Da jeg en dag, sammen med 40 elever, skulle skynde mig meget for at nå toget,- strakte min skridlængde ikke til,- og jeg blev nødt til at lunte for at følge med.

Og opdagede, det var rart!!!! Særeste oplevelse i mange år.

En uge senere var jeg udstyret med løbesko, købt under kyndig vejledning, havde udforsket diverse løbeprogrammer for ABSOLUT nybegyndere. Jeg havde lyst!!

Efter et par uger med denne træning måtte jeg erkende, achillessenen på venste ben ikke helt havde samme idé, som jeg. Nå,- det skal vel trænes væk. Men jeg kunne jo også lige spørge om eksperterne havde en mening om det.

Det havde de! Lægen sagde overbelastning(Jamen Herregud!) og jeg skulle vælge andre motionsformer. Fysioterapeut forklarede bramfrit, at kondition kunne man få på plads i løbet af et par måneder,- men min vægt taget i betragtning, knogler og led, der ikke har været rørt i 30 år, skulle jeg nok regne med let træning (gang) i op til et år, før pusselankerne kune begynder at løbe!!

Nærmest fornærmet og gal som en 2 årig satte jeg mig i strikkestolen igen.

ØV BØV - jeg har ikke lyst til at gå til spinning og svømning - jeg VIL lære at løbe.

Nå, nu har jeg så siddet og surmulet et par uger, og må nok hellere opføre mig voksent og få traveskoene på og ud i efterårsvinden.

Næsten tilfreds

I laaang tid har jeg skelet til Anns smukke sjal. Nu skulle det være, og jeg har tilbragt en del tid i yndlingsstolen med en god bog i ørerne og et strikketøj, der voksede og blev ret stort at bakse med.

Sjalet strikkes heldigvis på rundpind, men det betyder også, det er svært at bedømme størrelsen før det kommer af pinden og bliver klippet op.

Da jeg jo er en stor kone, skulle det i hvert tilfælde ikke være for lille, så jeg kæmpede en brav kamp med mange, mange masker - for at få det stort.

Og stort blev det saft suseme! Super flot, men så stort, jeg går og overvejer at lave huller til armene som på en poncho....

Hm... men bruger det lige et par dage, inden jeg griber til saksen, -så jeg render rundt og flasher mit fine, nye kæmpesjal...med et selvtilfreds smil på læben.

Pragtfuld pause

I sidste uge var jeg ´på lejrtur med 5. og 6.kl. Det gav et rart pusterum. Gode oplevelser, latter og tillidsfulde unger på hårdt arbejde. Skoledelen (Dybbøl banke historiske center, Sønderborg slot og Danfoss universe) klarede de interesserede og let.

Men at være sammen i døgndrift,- hvem synes hvad om hvem, hvem taler med hvem og om hvad, nye venskaber, lege SPK ...nåe, nej.....de leger ikke, de "er sammen" - det er hårdt arbejde! Socialoe regler og normer læres og afprøves.

Ungerne var gode til det. Løste og fandt på, brugte voksne, når det kneb. Alt i alt en lærerig tur for børn og voksne!

Nu er jeg så tilbage i "virkeligheden" med dens krav om stillingtagen. Skifteret, beplantning af gravssted (KAN ikke holde ud, det ikke er dækket med smukke blomster), og så skal der deles og ryddes op i min mors ting og sager. Og huset...kan det sælges, skal det lejes ud?

Huset ved siden af står som et museum - næsten urørt - og det er så svært at tage hul på arbejdet.

Jeg er næsten flov over mit savn og min sorg. Kan hele tiden se andre, der har meget mere grund til at fortvivle. Føler dyb og stor sorg, der af og til lammer mig. Aldrig har jeg følt mig så alene.

Jeg har et problem

...et af de store.

For få dage siden, sad jeg ved min mors seng og holdt hendes hånd, mens livet svandt.
En intens og tæt oplevelse, på alle fornuftsmæssige måder, rigtig.
Ellen havde levet et langt liv - ondt og godt, fyldt af udvikling og oplevelser,- og de sidste ti år svøbt i gensidig kærlighed.

Så godt - så langt.

Men jeg er hamrende ulykkelig. Noget helt fantasisk i mit liv er væk, og jeg bryder mig ikke om det!!

Hvor skal mine tanker hen, når jeg ikke skal tænke på farver, blødhed og funktion i den trøje, min mor vil elske af få?

Hvad skal jeg bruge tiden til, når jeg ikke skal stoppe op uden for en tøjbutik, hvor de helt perfekte joggingbukser til min mor hænger?

Hvem bliver glad ind i sjælen over de nykogte bønner fra haven, jeg kommer med?

Hvor skal jeg gøre af den første blomstrende rose næste år?

Hvem skal have de strømper, jeg modtog garn til i går?

Hvem er det, vi retter vores tanker mod, når vi har brug for en skæv tanke og skarp kommentar?

Hvor skal mine børn gøre af sig selv, når de ikke længere har deres "helle" hos bedstemor?

I så mange år, har Ellen været en del af vores tanker, vores handlinger. Vores fantastiske familiekollektiv, hvor hun, trods sygdom og elendighed, var vores støtte og holdepunkt.
Selvfølgelig er jeg taknemmelig,- ved da godt, jeg har fået og oplevet fantastisk sammenhold og kærlighed.

Men hun er min mor - og hvem vil undvære sin mor!!

Sommervisit

Selvom der arbejdes igennem på jobbet i øjblikket, bliver jeg da heldigvis forstyrret af min pragtfulde familie.

Inden for samme uge, har jeg haft besøg af mine to niecer, to smukke piger, der betyder så uendligt meget i mit liv.

Først kom Lise med mand og jeg kunne kysse Nelson velkommen til Jylland. Den dejligste trold, der også fik hils på sin oldemor.

Onsdag aften dukkede Mette op - helt alene - og vi fik lidt tid til en Rønne-snak.

En Rønne-snak er en intens samtale i speedtempo, fyldt med smil, tårer, - svingende mellem den lette sladder og livets dybe issues.

Og selv om aldersforskellen og bolig-afstanden mellem mig og pigerne er stor,- skal vi aldrig føle os frem...vi er trygge i hinandens selskab, nærhed og intimitet er der straks.

Kastede en sommerkjole efter Mette, som kæmper en del med Asta(2½ år) om, hvad praktisk påklædning er ....nu må vi så se, om kjolen falder i Astas smag :-D

Mønster: Geilsk Tankestreg

Garn: Plain bomuld fra Brugsen

Før ferie race

Hvert år er overskriften for maj og juni måned: Splittelse!
Pludselig opdager jeg (fuldstændig uventet) at der er super kort tid til sommerferien, masser af små-fridage, hvor halvdelen af mig nyder og glædes og den anden halvdel står stiv og stampende stresset over "alt det, vi skal nå" inden sommerferien.
Jeg tror, jeg er temmelig ambitiøs på mine elevers vegne,- og lever heldigvis op til mine forventninger. Det betyder, jeg aldrig kan få timer og dage nok med de unger. Der bliver ved at dukke ideer op - fra eleverne og mig - vi da er nødt til også at tage fat i.

Efter en del år i Danmarks bedste folkeskole, må jeg nok erkende, jeg har vældig svært ved at begrænse mig, at "nøjes". Mine elever skal nemlig ha' det bedste!!

Samtidig med afvikling af skoleåret, er planlægningen af næste år i fuld gang. Skemaer, opgaver, funktionsbeskrivelser, nye teams dannes, bestilling af materialer.
Da der, som alle andre steder i vores land, ingen penge er - er indkøb af bøger og andre materialer på et minimum. Så her skal tænkes kreativt.

Efter et noget turbulent skoleår, kan jeg nu skimte begyndelsen til et rigtigt dejligt år.
Jeg skal arbejde i et fantastisk team med kompetente og udviklingsnysgerrige kolleger.
Jeg får mulighed for blive klogere, udvikle og afprøve - og jeg er stolt og glad!
Så næste år bliver et skoleår, hvor voksne og børn skal arbejde hårdt, sjovt og være flyvende.
Heldigvis har vi ro de første uger af elevernes ferie - ro til at få alt på plads, inden vi holder fri.

Men, men, men - jeg kan også mærke, det bliver rigtigt godt og sundt for mig at sætte tempoet ned for en stund.

Hulefornemmelse

I dag er en af de dage, hvor jeg egentlig burde gemme mig under dynen. Kan mærke det i maven og på humøret.
Jeg vil gøre mig umage for ikke at smitte, dem der skal være sammen med mig i dag!

Færdig - finito - done!

Så smuttede Summit af pindene, og har været flashed på jobbet i dag.

Jeg tror, jeg bliver rigtig glad for det (sjal....tørklæde?)

Bestemt nemt at strikke, bare lidt langsommeligt, da det jo helst skulle kunne nå hele vejen rundt om mig - og det betyder en vis længde :-)

Strikket af tyk silke, der stod på min hylde og ventede på at blive brugt. På spole ser farven næsten farlig ud, så den har ventet længe.

I fødselsdagsgave fik jeg af en kær kollega et kæmpe fed Kauni Lace. Noget af det er blevet forvandlet til et let tørklæde, jeg er sikker på vil blive brugt flittigt.

- forhåbentlig får jeg ikke brug for sjaler og tørklæder de næste måneder. Jeg vil ha' sol og varme!!!

Instruktion: Sådan lægger man en træ-terrasse

1.
Man sætter konen i bilen og kører til trælast og får hende til at slæbe 100 kvm træ.

2.
Terrænet skal jævnes og buske fjernes. Dette gøres med bil og slæbetov.


3.
Trillebør er gammeldags, sten fragtes bedst i en Golf. Man må ikke bære mere end to ad gangen.



4. Det er af største vigtighed, alt er i vatter. Dette arbejde udføres bedst af 2 mænd i blåt tøj.




5.
Hvor Golfen ikke slår til, må havetraktor tages i brug. Samarbejde er af største vigtighed. Sand skal hentes af 2 mænd i blåt tøj.

6.

Forarbejdet er ved at være på plads. En halv tømmerflåde må vente på de blå mænd til næste dag.

7.

Spændingen stiger. Bliver det til en terrasse?

Når brædderne lægges, er det vigtigt 2 mænd i blåt tøj med passende korte intervaller indgående drøfter næste træk.

8. Begynder at tro på projektet. Optimisme er godt!

9.

Kære buske og blomster flyttes ikke - der bygges uden om.

10. 3. dag går på hæld. Barnebarn tæller skuer - hvis han tæller rigtigt, kan det være, han også får lov at bære blåt tøj :-)

Da jeg ikke har fået en super-selv-byg-master endnu, har jeg ikke ret til at bære blåt tøj og er derfor ikke på billederne.

Men, men men - jeg skulle lige hilse og sige, jeg er superskrap med en skruemaskine, fantastisk til opvask og madlavning. De blå mænd har ikke sultet.

Sej kamp

Jeg har lovet mig selv - højt og helligt - ikke at gå i gang med nyt strikkeprojekt, inden min Summit er færdig. BASTA!

Og det holder hårdt. Ikke engang lydbog og kaffe kan holde mig ved pindene længe ad gangen.

Det er egentligt sært,- for både garn og mønster passer mig fint. Jeg vil bare være færdig!!

Ny æra

Som forælder er man altid beskæftiget - det er jeg i hvert tilfælde. Med 3 børn, der ikke altid går den lige og nemmeste vej, er der plads til overvejelser og bekymringer.

I gennem de sidste 5 år har vi tumlet med teenageren, der pludselig reagerede og fik det svært.
Som de gode forældre vi er, har vi lyttet, krammet og skældt ud. Vi har slæbt ungen gennem psykologer, kognitiv terapi, familievejleder - og blev dog klogere, men barnet fik det ikke meget lettere.
I vinter endte vi hos en kompetent børne- og ungdomspsykiater, der nu har stillet en diagnose - og nu begynder brikkerne at falde på plads.
Drengen har ADHD.
Det har været på tale at undersøge for det tidligere, men da han ikke var fysisk urolig, blev det slået hen. Nu forstår jeg det indre kaos og rod i hans hovede Nu kan jeg acceptere, han ikke blot er en doven teenager Nu kan jeg se nogle af hans handlinger skyldes dårlig impulsstyring. Nu må jeg acceptere, han rent faktisk ikke har magtet at planlægge og udføre.

Og oven i det hele, må jeg holde ham tæt ind til mig,- og fortælle ham, jeg godt kan forstå, hvorfor han har været så vred på sig selv - for han har sagtens kunnet se, han burde kunne - men har ikke kunnet forstå, hvorfor han ikke magtede.

Når man sidder med et barn, der vender det onde og svære indad og en læge tilbyder medicin, der muligvis kan hjælpe - siger man bare Ja tak!
Nu har han taget medicin i 4 uger. Han er tydeligt roligere, gladere. Konflikter med forældrene og vrissen er på et helt acceptablet niveau. Samtaler foregår på normal vis, og glæde og hygge sniger sig ind ad sprækkerne i vores hjem.

Sjovt nok er ADHD en forstyrrelse, mange mennsker mener er lidt pjattet. "Den har jo Gud og hver mand nu til dags" - "Hvis en rask dreng er lidt fræk, så er han jo straks dampbarn" osv.
De fordomme har vi også hørt. Det er tydeligt, der er nogle, der ikke tror på det. Og temmligt kikset er det, når barnets lærere har den holdning. Mon ikke det beror på uvidenhed. Det vælger jeg at tro.

I mange år har mit barn hørt "Tag dig nu sammen, du kan jo godt, du er jo en klog dreng" - nu håber jeg, vi kan skåne ham for at høre "Hm,,,, ja, ADHD, hm... det kan alle jo komme og sige"
Jeg kan sagtens se, at en doven, brovtende, irriterende teenager kan være en pestilens (bo/har boet/underviser til daglig sådanne unger),- men jeg er også sikker på, børn vil det bedste.
De opfører sig ikke dumt eller ondt for at straffe os,- den adfærd de har, er ofte den eneste måde, de kan finde på for at kunne begå sig.
Hvis vi voksne giver dem mulighed, støtter og sætter grænser, hvor det er nødvendigt, - kan vores børn udvikle sig på bedste vis.

Nu skal vi så i gang med at lære, finde de bedste muligheder, støtte og stille anderledes krav. Og den unge mand skal lære at leve med sin forstyrrelse, vide hvordan han kan kompensere.
Heldigvis er vi ikke et øjeblik i tvivl om, han magter det. Han kommer til at leve et normalt ungdomsliv, få uddannelse og et godt voksenliv
- han er nemlig samarbejdsvillig og lydhør....nu :-)

Godt brugt

Normalt gider jeg ikke se på hætter og huer, der gemmer ejeren. Jeg vil se ungernes ansigter, vi skal alle kunne se hinandens mimik, smil og øjne, når vi taler til hinanden. Det er en vigtig side af kommunikation, eleverne også skal være opmærksom på.
Så når eleverne ser mig, plejer hætter og huer smutte af hovederne.

Men, men, men.....så kom Magnus med hue på. Jeg vil tro, det er et par år siden, vi så den første gang,- og den sidder der endnu - hele tiden! En fin hjemmestrikket hue, der bor på hovedet af Magnus fra morgen til aften (hans mor siger, han ikke sover med den) :-)

Huen dækker ikke ansigtet, og jeg havde svært ved at stå for den - så nu er det tilladt at bære huer, hvor man kan se ansigtet i mine timer. En enkelt gang har vi set en anden hjemmestrikket hue på Magnus' hovede, men den var tydeligt ikke så god som den gamle,- så den har vi ikke set siden.

Magnus og jeg har af og til en lille snak om, han selv skal strikke sig en ny. Måske vi skulle overraske alle og få det gjort.
Jeg er bare ikke sikker på, vi kan lave en, der kan slå den "gode gamle".

PS: har fået lov at bruge billede og skrive af Magnus.

Ny garnpusher fundet

Tænk, jeg ikke vidste Kirsten frs Selkær strikkede og solgte garn?

Her går jeg og tror, jeg ved alt om hvem der har godt garn i nærheden!

Nå, heldigvis var der et medfølende menneske, der kan se mine behov og sendte mig besked om, hvor Marianne Svits garn var blevet af. Supersoft var landet i Kirstens varetægt.

Men ikke længe - der er andre end mig, der har opsnuset det.

Hvis der skulle være nogle, der endnu ikke har fået nyheden, har Kirsten tilbud på en del Supersoft resten af maj måned. I kan fange hende her: folmer@nr-djurs.net eller 28907253.

Efter en rigtig hyggelig strikkesnak, drog jeg derfra med en lille bitte smule supersoft til mit slunkne lager....hovedet fyldt af ideer.

Uh- hvor er det godt at vide, hun er lige i nærheden.

Morgenro

Sikke en uge. Fuld fart på.
Sluttede med samtale hos psykiater, der har undersøgt mellemste.
Diagnose: ADHD. Godt at vide for os alle, nemmere at forstå, hvorfor han har det som en teenager x 2, og nu er vi forhåbentlig på den anden side af endeløse diskussioner om, hvorfor han ikke kan tage sig sammen. Hvor har han fået mange skæld ud fra øst og vest.
Nu er det at tid at se fremad, - men lige nu, vil jeg tænde let lydkrimi og kaste mig over strikketøjet....eller jeg kunne jo også købe mig lidt kompensations/trøste-garn?!

Uhh...hvor er han kæk!

I det forrige indlæg skrev jeg om strikkeskader,- og om behandling og forebygning.
Min meget vittige mand skrev en kommentar om Fairplay i strikning, jeg synes fortjener at komme på forsiden af bloggen:

Fairplay strikning - tjaee her er et par forslag:
Prik og stik med pindene mod med- og modstrikkere er ikke tilladt.
Hvis man smider en maske med vilje, er der dømt ompind.
Hvis man strikker på rundpind, må man ikke springe en omgang over.
Tabte masker skal ikke ligge og flyde på gulvet, men samles op inden man fortsætter.
Det er ikke tilladt at have mere end 11 strikkeprojekter ad gangen.
Man må ikke umotiveret skifte mellem ret og vrang.
Man må ikke anvende familiemedlemmers morgengarn til at pifte sine strikkerier op med.
Nøl på pinden straffes med 2 omgange.
Hvis man opdager fejl i andres strikkeri, skal man holde masken.

Hm...kan se, han har samlet et strikkeudtryk op hist og her :-)

Jeg er skadet

Fra aviser og sportsjournalisternes oplysende snak, er jeg blevet klar over, at idrætsskader er et helt kapitel for sig. Man kan have skader i led, muskler og knogler. Og fysioterapeuter og læger har forsket og uddannet sig til at blive rigtigt kloge på netop denne slags skader.

Hmm.. her må være hjælp at hente, tænkte jeg, og gav mig til at læse om specielle måder at binde lemmer ind på, kolde omslag og operationsmetoder.
Jeg fandt ud af, skader inddeles i to typer: akutte og overbelastningsskader.Ved nærlæsning, mener jeg at min skade nok tilhører sidste kategori:

Overbelatningsskader:
opstår som følge af forkert belastning/træning over længere tid.
Årsagen kan fx være overtræning, misforhold mellem træningsbelastning og idrætsudøverens træningstilstand, forkerte eller forkerte udførte øvelser.

Tjo... jeg overtræner nok en smule med pinde nr. 2½, men mener nu min træningstilstand er ret god. Behandlingen er:

Ro
Opvarmning
Korrekt sikkerhedsudstyr
Fairplay

Det må jeg liige tænke lidt over.....




Nu har jeg sat et yndlingsplaster over min strikkeskade: revnen pind nr 2½ har lavet på min pegefinger, så håber jeg skaden heler sig selv.

PS: tænker stadig over, hvordan begrebet fairplay bliver implementeret i disciplinen strikning.

Skal de unge komme til mig - eller jeg komme til dem?

For laaang tid siden oprettede jeg en profil på Facebook. Her følger jeg med i venner og families gøren og laden. Det er ret hyggeligt.

Da de første elever bad om "venskab", sagde jeg uden betænkning ja. Nu er min venneliste fuld af nuværende, "gamle" elever og forældre til elever.

Jeg burde nok have tænkt mig om - for pludselig er min profil meget offentlig, og jeg kan bestemt ikke skrive, hvad jeg har lyst til....uden at tænke mig grundigt om.

Med de erfaringer i bagagen, skulle jeg nok have lavet en privat og en lærerprofil.

For det viser sig nemlig, jeg kan bruge Facebook i mit arbejde.

I mange år har jeg skrevet til eleverne på skolens net, deres mail, oprettet specielle fora osv....men de er der ikke. de er nemlig på Facebook!

Så efter en snak med de store elever, om hvad de mener om, jeg skriver skolerelateret til dem på Facebook,- er det sådan, jeg gør. Eleverne har det helt fint med det, "Så ser vi det jo, Anne".

For mig er det stadig lidt sært at blande privat og arbejdsliv, men det er helt tydeligt, at de unge slet ikke tænker sådan.

Så det sætter jo tanker i gang om generationskløft og andre kommunikationsmåder, og jeg forsøger at se og bruge de givtige ting, eleverne viser mig.

Desuden er vores fælles Facebook-oplevelser ofte fantastisk grundlag for undervisning: Hvad kan man skrive, hvem kan læse og se billeder, forskel på skrift og tale osv osv

I hver tilfælde har jeg lige sendt besked til elevrådet om aftale senere i dag - og jeg er sikker på, de ser den.

Ej, altså!!!!!

I påsken gik den ikke længere - Tankestreg fra Geilsk blev indkøbt. Den har jeg kigget på længe, men skulle først opfinde et behov.

Den første er smuttet af pindene og sidder nu på Alma. Da moren og jeg blev enige om, halshulllet måske lige var det mindste, ville jeg lave en lille slids og knap på de næste.

Så langt - så godt.

To tankestreger til tvillingerne Ida og Nanna på 1½ ligger nu klar til aflevering,- med knapper og det hele.

Meeen da de lå til tørre efter vask, faldt blikket på den ene.....

Fru Rønne er ikke god til at tælle - slidsen sidder IKKE midt for. Tumpe!!

Jeg gider ikke pille den op.

Jeg gider ikke klynke

...og det har jeg heller ingen grund til.
Dog må jeg indrømme, mange ting omkring mig fylder godt.

- fast arbejde som klasselærer for udfordrende klasse
- med i spændende udviklingsarbejde
- datter og nabo til meget syg mor
- midt i udredning af eget barn- mht ADHD eller andet interessant....
- temmelig nedlagt landbrug som bolig
- 2000 kvadratmeter have- nå, ja - plus naboens.
- bor på landet, transportmiddel: cykel

Sådan er der jo så meget. Heldigvis kan lydbog og strikketøj somme tider sætte en stopper for tankestrømme og give lidt hjernero.

Aktivitet på matriklen

Mens alle andre fornuftige mennesker løber udenfor i sol og have,- giver vi os til at rydde op og male....indendørs!

Og faktisk er det solens skyld. Når den kæmper sig gennem de tågede vinduer, kan man pludselig se, hvor slidt ens hjem ser ud.

Så i denne weekend blev det "kontoret", vores arbejdspladser, der kom for tur.

Ud med alt, ind med pensler og ruller......og alt på plads igen.

Så nu sidder jeg her og soler mig i et rent, fint arbejdsværelse. Pragtfuldt.

Da der skal være plads til en masse af min mands ting, måtte jeg begrænse mig,- så garnlageret er proppet sammen i 1 reol (og div. andre steder). Pænt ser det ud.....endnu.

Travl torsdag

Nogle dage er hverdagsdage....helt forudsigelige.

Sådan en dag er det ikke i dag. For det første skal jeg ikke på arbejde,- det er i sig selv usædvanligt.

I formiddag skal jeg farte midtjylland rundt. Først til Viborg, hvor min mand skal til samtale på sit nye job. Jeg regner med at liste rundt i de små gader i byen imens. Dernæst til Århus, hvor vi skal til samtale hos speciallæge om teenageren. Det bliver spændende!

Hurtigt hjem til Norddjursland og tage imod moren min, der igen igen kommer hjem fra sygehusophold.

Og det er jo torsdag,- og om torsdagen henter vi barnebarnet i børnehaven og tager ham med hjem. Ham må vi lige huske.

Holde øje og fange hjemmesygeplejerske, så jeg får styr på min mors medicin- hvad og hvordan.

Aftensmad til alle, forberedelse til fredag, sætte telefonen på lyd, så naboen kan få fat i os...og så er det nok sengetid.

Ups....skal nok huske at klappe yngstesøn,- han må gå for lud og koldt vand i dag.

Feriesysler

Vores lille familie-fællesskab er snart fuldtalligt igen.
Jeg har været ovre hos naboen....og gøre klar til hendes hjemkomst. Rent er der, vintergækker og tulipaner og køleskabet fyldt.
Et nyt "legetøj" er flyttet ind i soveværelset: en elevantionsseng. Jeg kan lige høre indehaveren udbryde "jamen, det kan jeg ikke finde ud af",- og vi griner og lover at buzze hende ned, hvis hun ender som pølsen i en hotdog.
Nu varer det ikke længe inden Fru Rønne skal i seng, for hun skal nemlig være frisk i morgen. At være med til stuegang, udskrivelse og - hold tungen lige i munden - huske alle beskeder.....hjem til velkomstkomité bestående af hjemmesygeplejerske, visitator og hjemmehjælper....og holde rede i, hvem der har ansvar for hvad - ikke mindst, hvad jeg skal huske, det er ikke for nybegyndere.
Heldigvis er jeg en erfaren pårørende, der folder hænderne og takker for Norddjurs fantasktiske hjemmepleje. Omsorgsfulde, tjekkede og kompetente kvinder!

Men allerbedst...vi glæder os til at ha' mor-Ellen tæt på os igen!

Nye tider

Så fik jeg taget mig sammen til at sy og klippe i strikketøjet.
Først skulle jeg finde symaskinen, der lå begravet under mængder af tøj, kasser- dimser og dutter.
Min mand flytter nemlig hjem....nej, hans arbejde flytter hjem. Og jeg kan godt fortælle at års projekter og materialer fra en tegnestue fylder ret meget. Heldigvis har vi mulighed for opmagasinering af store møbler m.m. hos mine svigerforældre, men en del af tingene havner her,- de skal jo bruges.

Fra at have en mand, der er selvstændig og arbejder meget, har jeg nu fået en mand med fast kommunalt arbejde og en del projekter i eget firma. Resultat: Sikkert samme arbejdspres,- men nu med løn! Det synes konen godt om.

Men, men....symaskinen blev fundet, der blev syet og klippet med den store saks. Egentlig havde jeg tænkt dette stykke strik skulle være en bluse, men Almas mor forelskede sig i den, og mente bestemt, den var mere anvendelig som cardigan. Hvad hun ønsker, skal hun få - og klip, klip - en cardigan str. 2/3 åt er født.

Knapperne har jeg lavet af Fimo. Nogle har spurgt, om de kan købes,- meeeen jeg er ikke helt sikker på, hvordan de klarer 100 ture i vaskemaskinen,- så dem skal jeg vist ikke tage penge for.

(Almas mor kan bare skifte dem ud, hvis de går itu, ha!)

SUK

Åh.... jeg trænger til noget nyt garn!!

Her tænkes igennem

Livet er fremadrettet for de fleste af os. Hvad skal jeg i morgen? På torsdag skal jeg til møde, og i påsken kommer Mette, Søren og Asta.
Men for nogle snævres det ind og tager små skridt mod slutningen: døden.

I denne weekend sad jeg med min mors hånd, mens hendes spinkle krop kæmpede for at få luft. Hun bliver naturligt angst og alle organer reagerer stressfuldt.
De pragtfulde, kompetente falckmænd bragte hende til sygehus, hvor der var hjælp at hente.
Så langt, så godt. Og hvad nu?

Indtil nu har det fungeret fantastisk at hun bor ved siden af os. Vi har stor glæde af hinanden og har kunnet hjælpe, når der har været behov. Vores pragtfulde hjemmepleje fungerer upåklageligt.
Men.....Er hun utryg ved at være alene? Ringer hun efter os, når hun har det skidt og er bange midt om natten? Det er jeg ikke sikker på,- for " I skal jo op og passe jeres arbejde".

Plejeorlov til mig? God ide for os alle, men skal jeg så overtage alle hjemmehjælpernes funktioner - min mor ville ikke bryde sig om at jeg badede hende. Omsorg er mit gebet.

Plejehjem, hvor der altid er hjælp og en hånd? Tja- læge og hjemmehjælpere siger, hun er alt for kvik i hovedet og ville gå til sådan et sted.

Hospice? Bestemt en mulighed, men er hun syg nok til at kunne visiteres dertil?

Nu er opgaven at finde ud af, hvad min mor virkelig ønsker. Hvordan hun vil have det bedst.
Og det er ingen let opgave,- hun vil naturligvis forsøge at tage hensyn til os.

Det vil jeg finde ud af, og om lidt vil jeg køre på sygehuset og placere et kys på hendes skæve næse!

Samme arbejdsplads - nyt arbejdsliv

Jeg har mødt et menneske, der har fået stor indflydelse på mit liv.
En virkelig aha-oplevelse, der får mig til at tænke "Jeg anede ikke, det kunne være sådan"

Jeg har fået en meget synlig leder, der stille og roligt ser skarpt, hvor der er meget kort fra ord til handling. Problemer bliver indkredset, tingene bliver kaldt ved rette navn....også i de situationer, der ellers er prekære og svære. Jeg får direkte og umiddelbar respons, og føler mig dygtig og kan pludselig overkomme mere, end jeg plejer.

Glad og interesseret i børn, deres udvikling og læring. Åben, lyttende overfor børnene viser hun os og forældrene at det betaler sig at forstå, hvad der er vigtigt for børnene, tro på det bedste og at børn ikke opfører sig dumt og uartigt af ondskab, men fordi de er utrygge, ikke trives eller er forvirrede.

Og det er ikke blot ord - det er nu min hverdag. Befriende!

Mens vi venter....

...smutter der lige en lille trøje af pindene.
Vi venter på at byde en lille dreng velkommen i familien og til foråret på denne vidunderlige jord.
Og han lader vente på sig, og hans mor er ved at springe i luften!
Så er det, vi "gamle" mødre i familien stille smiler, tænker at hun skal nyde de sidste dage i ro. Men sådan er det jo ikke, når man skal møde sit første barn.

Men her i det jyske, bruger jeg ventetiden på at strikke småt. Det er nu så dejligt hurtigt.



Stærkt inspireret af Merete

Færdig, finito, done...

Uh... der er ikke noget så dejligt, som at være færdig med et stykke arbejde!
Det kan være opvasken, der er overstået, opgaven, der ligger fint printet eller en stak stile, der er rettet.

I vores hus er der altid mennesker,- og hvor mennesker er, er der liv, rod og larm. Men jeg har min "hule", et rum, hvor JEG bestemmer! (næsten). Det ligger op ad stuerne, så jeg signalerer ganske enkelt med dørene..... er de lukkede, vil jeg have ro............er de åbne, er jeg en del af fællesskabet.
Det er praktisk for sådan een som mig, der af og til kan få for meget larm og rod.
Hvis jeg skal have det godt og være afslappet, er der nødt til at være lidt ryddeligt og rent.

Så i dag er bunkerne på mit skrivebord blevet sorteret, selv skrivebordsskuffen er blevet ordnet!
I morges sad jeg i min strikkestol og kiggede på reolerne. Fyldt med garn og bøger. Hvor ofte bruger jeg bøgerne fra de øverste hylder? Sjældent. Når jeg er færdig med at skrive her, vil jeg finde sorte sække frem, og gå i gang med en barsk udsmidning.

I min taske ligger en pakke til posten. Astas trøje - færdig, finito, done! SÅ er det blot at få den afsted til Køge, så vi kan se, om den overhovedet passer. Det er ikke altid så nemt, det der fjernstrikning.

I øjeblikket er jeg optaget af farver og former. Der bliver eksperimenteret,- helst i børnestørrelse, - for jeg ELSKER at blive færdig!

Eftertanker

Just lettet fra samtale med yngste søn på 10. Hvilken snak!
Det sidste stykke tid, har han tusset lidt stille omkring. Der har ikke været helt så mange kammerater, som der plejer.
Hmmm.... Der findes tidspunkter i livet, der af en eller anden årsag er lidt svære og man kan gå og tumle med tanker. Og jeg er yderst påpasselig med, IKKE at lægge ord i munden, som mobning, ked af det, udenfor o.s.v.
Nogle gange sker en indre udvikling, som vi voksne ikke skal forstyrre med, hvad vi tror. Men vi skal holde godt øje med vores børns trivsel.

Men nu var tidspunktet der lige - hvor jeg kunne lytte og stille de spørgsmål, der kunne få ham til at tale. Og jo,- det var måske ikke lige helt så nemt lige nu. "De andre interesserer sig ikke for de ting, jeg synes er spændende." og "Jeg er ikke så god til at spille fodbold, og de laver øjne, når jeg kikser, så går jeg bare hen og spiller med de store."
Han søger de ældre børn i øjeblikket, og er det helt bevidst. "Når jeg føler mig udenfor, vælger jeg de store at være sammen med."
Afslutningsreplikken fra drengen: "Men mor,- når dem fra klassen om to år kommer til at interessere sig for de samme ting, som jeg gør - så bliver jeg nok populær."

Han har sikkert ret. Jeg er mor til et par drenge "med særlige forudsætninger". Det betyder, de på en del områder er meget kvikke og hurtige til at forstå og lære.
Så skulle man tro, alt var godt, alt gik nemt.
Men sådan er det ikke altid. Der er nogle år midt i barndommen, hvor det er svært for dem at få intellekt og alder til at følges ad. De kan forstå mere, lære mere end deres modenhed egentlig kan følge med til,- og kommer til at føle sig udenfor og anderledes.

Og dertil kommer janteloven....det må være et luksusproblem!
I øjeblikket er faglighed og uddannelse mantraet. Det er den vej alle, uanset potentiale, skal gå. Det betyder, en del børn og unge, der ikke er særligt boglige, skal kæmpe hårdt for at kunne indfri de krav, "samfundet" stiller. I skolesystemet gør vi meget for at støtte disse børn og hjælpe dem til at lære.
Så skulle man da også være et skarn, når man klynker over at ens børn har vanskeligheder ved at være velbegavede!!!

Hm... tja.... men det gør jeg så!
Livet består af andet end at kunne læse og regne. Livet kan ikke leves og bruges, hvis man ikke trives .... og det er uanset intelligensniveau.

Småting

Ærligt - det var sjovt at strikke elefanttrøjen!
Der sker jo noget, når man strikker mønster...."jeg skal liiige være færdig med den række, inden...".
Og så oven i købet at strikke i små størrelser gør det bestemt ikke mere kedeligt.

Så hen i lageret, ned med noget Supersoft,- og i gang med den næste. Denne gang i str. 3 år og med blomster. Vi har en del piger i forskellige størrelser i familien, så mon ikke, der er een, den kommer til at passe?



I sidste uge var jeg forbi Uldma i Randers, der lige havde fået Erantis hjem. 50% bomuld 50% uld.
Det er blevet forvandlet til en lille trøje, der skal broderes frække figurer på. Garnet er blødt og rigtigt rart at arbejde med.

Livskraft

For år tilbage købte vi det lille stråtækte hus ved siden af, og flyttede min mor derind.
Det er super praktisk, da hun behøver megen hjælp. Mine børn har haft den gave, at have "helle" hos bedstemor. Her får de lov at være i fred og der er en vis kone at tale med, hvis de behøver det.
Listen af sygdomme er lang...alen lang, men kun fysiske. Hendes vid og skarpe hjerne giver os alle spændende oplevelser.
Hver aften, når vi er færdige med at spise, begynder Søster (vores hund) at røre på sig. Så er det tid til at hun og Jan (min mand) skal på besøg hos naboen. En tallerken med mad bliver pakket, og de smutter.

Jeg har luret dem!! Jan og min mor drikker rødvin sammen mens hun spiser, og Søster sidder tæt og tigger, for her er den eneste mulighed for en godbid. Her bliver dagens begivenheder vendt...som regel politik.
Min mor og jeg har efterhånden lavet vores egen lille litteraturklub. Hun er næsten blind, og bruger megen tid på at lytte til lydbøger. Ca. 800 er det blevet til i løbet af nogle år. Vi læser de samme bøger, begejstres og diskuterer.


Alt går op og ned,- og før jul var hun meget syg. Denne gang var vi sikre på, der ikke var lang tid igen. Men atter en gang "snød" hun. En livskraft, der tilsyneladende fejer alle fysiske love væk, holder fast i livet.... og derfor kunne vi i lørdags fejre hendes 85 års fødelsdag.

Min mor er en rigtig sød mor, der bliver glad for de ting, jeg laver til hende. Så en fnuglet cardigan, strikket af angora blev modtaget med stor glæde.