lørdag den 28. februar 2009

Nat i Karlby

Vi har haft gæster i nat. Det vil sige, teenageren har haft gæster.
De gik i seng kort før jeg stod op, har spillet pc hele natten. Ingen tvivl om, de hygger sig og der hører bestemte ritualer til sådan en nat. Der spises pizza, chips og drikkes sodavand en masse. Det er vist også en del af det, at have affald og skrammel tæt omkring sig.


En billeddokumentation siger vist mere end mange ord.



Leftovers fra oprydning på teenagerens værelse. Ikke noget at sige til, han ikke kan finde rent tøj!


Mit skrivebord!


Når der ikke er plads til mere på bordet, tages gulvet i brug.




Natmad har der tilsyneladende været tid til at lave.


Man kan vel altid finde et sted at stille sin tallerken.

Om lidt tager jeg til stormøde om vores skolelukning, og jeg ved, at når jeg kommer hjem, ser mit hus ud, som jeg gerne vil have det... rydeligt og rengjort.
Derfor tager jeg den (rimeligt)med ro og nyder når drengene fylder....kommer glade og snakker med os gamle!

fredag den 27. februar 2009

Faldt i .... igen

Atter faldt jeg over garn - fantastisk lækkert italiensk garn til en god pris.
Hm.... overvejer et øjeblik, om jeg tilbringer for mange timer i cyberspace.....
Betalt mandag og på mit dørtrin fredag. Rive, rive...flå, flå..... suk, det er fint.

Der er jo altid en risiko for at man ikke får det, man havde forestillet sig.
Men, men...på nær en enkelt farve, der måske liiige er for skrap til Fru Rønne, er det perfekt.
Så nu sidder jeg (med rene hænder) og aer silke/cashmere, merino/cashmere og det fineste, bløde uld.

Hvad jeg skal bruge det til???

Ork,- jeg har så mange ideer og udtænkte projekter, jeg af og til bliver helt stresset, men ret skal være ret: Jeg har vist lovet noget af det væk. Men der sker jo ikke noget ved at glo og gramse så længe, det er i min varetægt.


En af de små hurtige..

Ih,- hvor bliver jeg glad, når jeg kan lave noget til andre.

En kollega mente, hendes 1 årige ikke kunne leve uden en Fionas top, og vi blev hurtigt enige om en smuk grøn Supersoft skulle kunne gøre det.
Toppen blev efter ønske til en kjole,- rigtig fin - og Almas mor blev glad.
Så er min dag reddet!


Allerede er den næste på pindene, mens jeg nyder, der findes små piger og pigemødre, der gerne vil modtage og sætter pris på hjemmestrik.









onsdag den 25. februar 2009

Småting

Her i huset er mange ufærdige projekter. Altså,- dem, hvor der liige mangler en liste, en låge...den sidste finish.
Egentlig har jeg lært at lukke øjnene, og lade som om, jeg da bare er ligeglad.
Meeen når jeg gør rent og kommer tæt på manglerne, er det svært at ignorere dem. Alt efter humør reagerer jeg med irritation, initiativ eller dybe suk.

Når man irriteres, skal man vurdere: Gør noget ved det eller glem det! Og så er det, jeg sætter mig og funderer over, hvordan, i hvilken rækkefølge...... og ender som regel med, at det er ting, jeg ikke selv kan lave. ØV BØV.

Een ting kan jeg dog: male. Fodlister, døre og paneler i køkkenet skal males, og det kan jeg godt finde ud af..endda lide at gøre det. Nu er vores køkken gennemgangsrum for alt i huset, så jeg skal lige have hund, kat og en million flyvske dyrehår isolearet andetsteds i huset..... i timevis!?
Mon også børnene skal forvises adgang? Når jeg tænker på de sorte fingre, jeg flere gange ugentligt tørrer af dørene, skal jeg måske overveje det...
Når jeg nu er i gang, skal trappen til 1. sal males. Den er tegnet af min mand, lavet af ham og min far i samdrægtighed, lakeret af fruen, og får et år siden blev det besluttet, den skulle males.
Nu er det jo sådan, at lakken så skal slibes af- føj! Støv og svært,- så det er ikke blevet gjort. Gad vide, om man kan male med skibslak uden at slibe?? Det kan man vist få farvet, men hvilken?
Hvid? Næe - ikke i min familie. 70'er meleret ville passe en del bedre til dyrehår, teenagestrømper og en 9 årig, der ude og inde går i bare tæer.
Når jeg så endelig står med pensel i hånd, skal jeg lige finde ud af, hvor længe dyr og børn skal forvises fra huset. Man kan jo ikke bede en kat om at vente til trappen er tør.


Hmm,- der er vist ikke noget at sige til, at Fru Rønne let kan få fyldt hovedet med svirrende tanker, når hun kan bruge år og mange hjerneceller på sådan noget.


Dog sker der af og til noget. En klaverbænk, der har skreget på nyt betræk i mange, mange år, er blevet fint klædt på. Nu mangler jeg blot at finde sømpistolen, så søm kan erstatte
knappenålene nedenunder (fnis).

mandag den 23. februar 2009

At hilse på hinanden...

Der er forskellige måder at hilse på hinanden. Faktisk synes jeg, at give hånd er en rigtig god måde at hilse. Man kommer ikke for tæt, og kan alligevel med håndtryk sende fysiske signaler.
Smart og ikke så brugt.

Knus smides i flæng som hilsen. Sjovt nok, synes jeg det er meget intimt. Man inviterer jo andre ind i en zone, der er tæt på, og det er ikke hvem som helst, jeg ønsker at have der. Måske er jeg fysisk blufærdig, og synes et knus betyder mere en blot "goddag".
Men jeg følger selvfølgelig konventionerne, og giver og modtager sære knus fra mennesker, jeg knap kender.....altså, hvis jeg ikke når at stikke hånden frem til hilsen inden.

I går fik jeg et knus, der fortalte meget. Fuld af kærlighed og omsorg, varmt og helt, helt ægte.
Jeg tog imod, og gav gladeligt igen. Ingen ord blev sagt, men vi er begge to helt klar over, hvor meget vi holder af og kerer os om hinanden. Oline er en superknuser!

fredag den 20. februar 2009

Fredagsfødselsdag

Øj,- det er lang tid siden, jeg sidst har blogget.
Men somme tider tager hverdagen over, og det er vel også på sin plads.
Der har dog været stille stunder til tomme tanker og håndens arbejde. De to går egentlig ret godt i spænd.
Fiona skulle prøves!! Heldigvis har vi et par små piger i familien, jeg kan strikke til. Så det er jo alletiders undskyldning for at komme i gang. Super mønster og vidunderlig top/kjole. Strikket i Mariannes dejlige garn.

Er i gang med nr. to.



Om et øjeblik tager jeg lagkagen under armen (nja...måske ikke så smart) og smutter over til naboen, min gamle mor, der i dag fylder 84. Så mange familiemedlemmer, der nu kan, mødes derovre til kaffe og sladder med familiens vise, dejlige overhovede.
For et halvt år siden strikkede jeg Design.dk's Empire-vest til hende. Rigtig pæn er den, meeen måske ikke den smarteste til en kone på 39 kg. Det ville hjælpe med lidt huld til at fylde den ud.
Men den har hun gået med lige siden, og nu forsøger jeg så med en ny vest, der forhåbentlig sidder lidt smartere på den tynde krop.


Det er ganske vidunderligt at have en mor! Hun gider have alt det, jeg laver...og hun bliver så glad. Sådan er mødre vist. Hun er helt klar over, hun er nødt til at holde sig i live, så jeg har en glad modtager af hjemmestrik.