søndag den 30. november 2008

Omvendt morgen

Solen stråler gennem vinduerne,- og jeg kan rent faktisk se ud ad dem. Farfar og Jeppe er nemlig ude at vaske vinduer.
Jeg havde forberedt mig på en rigtig børne-morgen med et ultra friskt barnebarn, meeen sådan blev det ikke.


Fruen stod op og listede ned - så forundret på uret, satte sig stille med kaffe, lydbog og strikketøj og ventede på børnelyde.....
Til sidst kunne det være nok! Klokken var halv ti tumlede Jeppe og farfar ned ad trappen.

Nissehue og smil på og så i gang med morgenmad......kold lasagne!!! Mobiltelefonen fangede lige onkel Anders og fætter Jeppe.

At omgåes en to-årig er rigdom. At opleve gennem ham, sætte tiden i stå og se, hvordan han eksperimenterer og udforsker livet.... det er fantastisk.Og så tænker jeg på, det kun er 7 år siden, yngstebarn var to. Der var jeg vist for dårlig til at sætte tiden i stå.

Om lidt skal han ud at sove, og det kan nok ikke vare længe, inden 3 teenagere vågner og fylder huset. Senere byder dagen på adventshygge med min gamle mor,- så jeg omgiver mig med alle aldre- fra 2 til 82. Alle med egen besværlighed og charme.

lørdag den 29. november 2008

Tonerne forstummede


Mine børn er fra "hjem med klaver".

Den ældste forsøgte sig et par år,- men andre ting trak og interessen svigtede.


Så fandt teenageren på at ville gå til klaver. Hold da op, det var nemt for ham. Han spillede og spillede. Afprøvede, lyttede og brugte tydeligt musikken til at afreagere og skabe privat rum omkring sig. Heldigvis kan vores klaver tåle det.

Forældrene lyttede forundrede til. Barnet lærte hurtigt, lyttede og spillede.
Krydsede fingre for, han nu havde fundet sit hjørne, hvor han kunne udfordres og nyde.

Der gik et par måneder på denne måde,- og nu står klaveret igen stille og samler støv.

Øv,øv,øv.

Nå, jeg håber, han bliver fanget igen. At skabe musik er en nydelse, man ikke kan købe.
Jeg vil ønske for ham, han kunne have denne dimension med i sit liv.

Kalendergavetid

Jeg elsker at lave pakkekalendere. Elsker at finde på små, sjove, fine, grimme gaver.
Faktisk tror jeg, det er større morskab for mig end for modtagerne.

Der er de "faste": hjemmeboende børn, barnebarn og min gamle mor.
Derudover udnævnes en værdigt trængende hvert år.


Nu er de fleste gaver pakket ind, mangler bånd og at blive hængt op - så skal de afleveres.

torsdag den 27. november 2008

Overlevelse

Hvis jeg var et barn, kunne jeg gemme mig under dynen i mors og fars seng.

Hvis jeg var et barn, kunne jeg få ondt i maven og blive nusset om.

Hvis jeg var et barn, kunne jeg blive urimeligt sur på min familie.

Hvis jeg var et barn, kunne jeg dykke ind i legens glemsel.

Hvis jeg var et barn, kunne jeg pakke en bylt med rugbrødshumpel og et æble..... og gå hjemmefra.

Men - det er jeg altså ikke.
Så jeg funderer over, hvilke muligheder voksne har for at kunne slippe for virkeligheden.

mandag den 24. november 2008

Ikke hvilken som helst mandag

Nej, det er nemlig en meget vigtig dag....mandag d. 24. november.
Det er i dag, jeg kan få love at købe Tim Christensens nye CD, og hvor har jeg glædet mig.





Han kan noget, den unge mand. Tonerne kryber ind i mig, sætter sig i mave, kravler op i brystet.
Det er som om, jeg helt kan forsvinde ind i den enkelte tone, spændt ventende på den næste,- som bestemt ikke altid er den, jeg forventede.
Jeg falder fuldstændig i svime over, at et menneske kan finde og sætte præcis de toner sammen, der kan overrake og begejstre.
Hans forrige album levede i mig længe, længe....så nu er jeg så spændt på, om Tim og jeg skal følges ad det næste stykke tid.

Cd'en er sat i gang, ungerne rendt væk,- mor spiller højt og flyver.

lørdag den 22. november 2008

Uartigt strikketøj

Hm... Loppem er sendt i skammekrogen!!
Strikker efter opskrift incl. rettelser, og alligevel ser det ud til ærmerne kan passe en flodhest.

Og godt nok er jeg stor, meeeen....


Så nu putter den sig skamfuld i taske, og venter på, jeg gider snakke med den igen!

Så er det sjovere at kaste sig over kalender og julegaver.

Et superblødt halstørklæde i Noro Cash Iroha ligger færdig på hylden, og et par strømper er på vej. Fantastisk garn at strikke i.



Det er jo projekter, der er til at overse.

fredag den 21. november 2008

Død vaskemaskine

Hov,- der kom yngstemand: "Mor, der er ikke flere underbukser!"

Ups... mon ikke, der står en spritny vaskemaskine i en butik - med glubende appetit på de mægtige bunker, en familie kan producere?

Jeg må hellere gå på jagt efter sådan een.

PS: Fandt rene underbukser til barnet

En tidlig fredag

En bivirkning ved min mands tidlige arbejde er, at jeg også vågner.
Jeg gider ikke stå op så tidligt, for jeg ved at midt på eftermiddagen har energien forladt mig, for ikke at tale om, hvor træt og utidig jeg bliver om aftenen.

Men, men.... da ungerne kom op uden vrøvl, vi spiste hyggelig morgenmad uden at flå hovederne af hinanden,- blev jeg helt husmoderligt inspireret.
Så da ugebrev til 2.kl var skrevet, blev støvsuger og gulvklud fundet frem.

Kan allerede mærke den glæde, det bliver, når jeg kommer træt hjem fra skole.... ikke at skulle sparke sig ind til sofaen.

torsdag den 20. november 2008

Tungen lige i munden

Hold op, jeg synes det kan være svært at sige og gøre det rigtige!

Her er så meget knald på, at jeg halter bagefter. Stresset på min mands vegne kan jeg også blive.
Det kære væsen arbejder hårdt for det han gerne vil, - står op kl. 4.30 for at skaffe ekstra indtægt, så det lille firma overlever finanskrise.
Han drosler bevidst ned på politisk arbejde og div. foreningsbestyrelser. Interesser, der betyder meget for ham, men som der ikke er plads til.

Så han gør bestemt noget ved den trængte situation.

Nu kommer dilemmaet, for Fru Rønne er pisse træt af indkøringsproblemer med varme, aftaler med børnene, vi ikke magter at overholde, den syge kat, der skider på køkkengulvet, ikke at have bil, så der er de basale varer i huset...... og så står jeg der - og kan ikke være bekendt at være en kedelig, sur kælling.

Jeg har for lang tid siden besluttet mig for at kvindevåbnet: martyriet, vil jeg ikke gøre brug af.
Lusket og utilfredsstillende er det. Så jeg holder tungen lige i munden, og forsøger at sige tingene lige ud på en ordentlig måde - interessant er det dog, om jeg magter at gøre det uden at kaste med kilovis af dårlig samvittighed. Det er jo ikke det, der er meningen.

Så her sidder jeg lidt - med tungen lige i munden og håret i postkassen.

tirsdag den 18. november 2008

Hr Rønne

Aj,- fandt lige ud af, ældstesøn er begyndt at blogge.
Når tankerne skrives ned, bliver de ofte lysende klare,- og bestemt interessant at følge med i.

Det lykkedes

Trækker vejret helt oppe i brystet, øjnene flakker hen over bordet, fingrene piller og føler sig frem.

Jeg har fået garn fra Skotland! Masser af garn, købt uden at røre, kun set på fotos....og det er et sats.
Og sørme om jeg ikke er heldig: Jeg har købt det lækreste uld i fantastiske farver. JUHU.

....og til en pris, der ikke er til at tro.
Nu er der lavet strikkeprøver, og så skal de gerne bestå "vasketesten".

lørdag den 15. november 2008

Zombie

Klokken er tidlig for en lørdag morgen, men vågen er jeg.
Ugen trillede forbi, ikke uden alpeetaper, men jeg nåede weekenden i live.
Temmelig tanketom sidder jeg her og nægter at røre på mig før en eller anden tryller mælk frem til min kaffe!
Manden min er kørt ud for at finde en ko. Han er sød!

mandag den 10. november 2008

Ny uge

Det er mørkt, blæsten jager regnen rundt.
Jeg sidder her ... lige så stille, og forsøger at se logistisk på den nye uge.

Den skulle jo være ren og ubrugt, men irriterende er der allerede nogen, der har trådt med beskidte sko og bestemt over den.

Så jeg kan ikke kalde min næste uge jomfuelig ny.
Manden min skal til møde hver aften, heldigvis kun et morgenmøde.
Jeg skal afsted tirsdag, onsdag og torsdag aften.

Jo, jo - vi går begge på arbejde ind i mellem,- og børnene....de er vist også et eller andet sted.

Nu findes der mennesker, der har det flyvende fint med at suse rundt (min mand for det meste), men jeg har brugt år på at finde ud af, jeg ikke kan. Skvat, Fru Rønne!
Jeg får ondt i maven blot ved at tænke på at skulle nå en masse.

Men ugen går jo, jeg får det til at gå.

lørdag den 8. november 2008

e-bay

Hvor andre læser ugeblade, glor tv eller løser soduko for at slå hjernen fra,- surfer jeg på e-bay.
Garn - selvfølgelig.

Enkelte gange sniger en pegefinger sig hen på "buy",- og vups så kom jeg sørme til at købe.
Jeg foretrækker at købe fra Europa, mest England, så er jeg ude over problemet med at betale told. Fragten fra England er ikke meget større end herhjemme.

I denne uge modtog jeg godt 500g håndfarvet merinould - købt for 90 kr. Nu er det vundet op, og fingrene klør for at komme i gang med det, men tankerne drøner forvirrede rundt for at finde det rigtige projekt til garnet.


I næste uge kommer posten med spolevis af uld - glæder mig til at pille ved det og håber, det er god kvalitet.

Nye tider


VARMT VAND


Så kom der varme i huset, og det blev fejret i aftes med fuld knald på radiatorerne og et laaaangt, meget varmt karbad.
Da vi lavede badeværelse, valgte vi at få et stort badekar,- og det nyder alle på kolde vinterdage.
Filtede futter, der lige har fået latex speedtørrer på radiator - der er varm!!!
Jo, det er bestemt en god ting at have varme i huset. Og dejligt at tænke på, hvor den kommer fra - vores baghave, jorden. Det er sært, men en god fornemmelse. I skrivende stund glemmer vi lige, alle de penge det koster at få det anlagt - og pudser den CO2-frie glorie.

fredag den 7. november 2008

Ting tager tid

Efter at have levet i et hus, der er under konstant ombygning, i 14 år,- har jeg lært, at man ikke altid kan regne med håndværkeres tidshorisont.
Der kan ske så meget,- sygdom, dårligt vejr, eller noget andet, der driller osv.

Sådan er det også denne gang. Vores to søde jordvarme-mænd har nu arbejdet i to dage, men de har lovet, det kommer til at virke i dag!

Sjovt nok, tager jeg det stille og roligt. Krydser fingre og vælger andre ting at hidse mig op over.

onsdag den 5. november 2008

Nye vinde

Til lykke til Obama, amerikanerne og til alle os andre.
Store håb og forventninger til USA's nye linie strømmer over Atlanten.

Ingen tvivl om, der nok skal komme til at blæse nye tiltrængte vinde, men vi er nok nødt til at se i øjnene, at Obama ikke lige ordner finanskrise og verdensfreden.
Det bliver nok også nødvendigt at indse, han ikke ligefrem er en, der ville passe i vores politiske midterfelt,- men herregud - amerikanerene har truffet det bedste valg, de havde mulighed for.

Men det er nu godt nok, så nu venter vi på tiltrængt systemskifte i Danmark

Sidste dag uden varme!

I dag kommer manden og slutter vores jordvarmeanlæg til.
Kryser fingre for det virker fluks og med det samme.

Nu smutter jeg ud for at tage det sidste, lunkne bad - for i morgen skal jeg

- bade i brandvarmt vand
- åbne hanen i køkkenet og vaske smilende op
- sove med 1 dyne
- gå med bare tæer på badeværelset

søndag den 2. november 2008

Jagten på lorten

Vi har husdyr, 3 styks.
Alle søde og renlige.

Meeen..... når vi kom ind i huset, blev vi mødt af en modbydelig lugt.

De tobenede her i huset plejer at benytte toilettet, hund og kat plejer at gå udenfor, og hamsteren klarer den slags ting i et hjørne af buret.
Snusende gik vi rundt, forsøgte at indkredse området, hvor lugten kom fra.

Kiggede dyrene dybt i øjnene.....




Er det dig?





Eller dig?



Dig?

Nu har de voksne i 2 dage gået rundt som detektiver med skarpt blik, bevæbnet med klude og vand. Møbler er blevet løftet og luftet.

Har vi fundet noget?

Nix.
Men der er dælme blevet gjort rent.

lørdag den 1. november 2008

Norah Gaughan

Det er efterhånden flere måneder siden, jeg modtog Norah Gaughan Vol. 3 med posten.
Jeg er vild med hendes design, og har sådan glædet mig til at komme i gang.

Nu, endelig, er Loppem kommet på pindene. Let at gå til, fantastisk garn...så det er bare at strikke derud af.




Spændende er det dog, om den ender med at kunne nå om Fru Rønne, - men heldigvis har jeg kære veninder i mange størrelser. Vi får se.




Julegavetid er det også ved at være, og et blødt tørklæde på p. nr. 5 er på vej.

musik, der kryber indenbords

Her, en sen aften sidder jeg og lytter til Sarah Vaughan.




Uanset om du er til den ene eller anden slags musik,- så prøv lige at lukke øjnene og følg tonerne og mærk sjælen blive rørt.


Sluk ikke, men lyt til hele klippet.