tirsdag den 11. december 2007

Gaveræs

Sædvanligvis er jeg på nuværende tidspunkt temmlig godt i gang med gaveindkøb, men i år kommer der til at ligge mange hjemmelavede gaver under træet.

Det er lidt spændende, hvad modtagerne siger til det.
Men pindene gløder og nu er det trekantede, ligebenede sjal blevet til et tørklæde.


Langt og flot. Det er blevet pænt pakket ind og ligger oven på reolen,- hvor familien holder godt øje med bunken af gaver, der vokser dag for dag.




I gåt faldt jeg over et halstørklæde på Ravelry http://www.ravelry.com/projects/Elemmaciltur/irish-hiking-scarf, der ligefrem kaldte på min svigerfar,- og for første gang i mit liv, gik jeg i gang med snoninger. Og det er jo nemt!!





torsdag den 6. december 2007

Aftenro

Sidder ligeså stille, helt alene.

Huset er ryddet op, julepynten på plads.
Jeg elsker lysene omkring mig og glædes over, det snart går mod lysere tider.



Det er som om, hyggen sniger sig rundt i hjørnerne og indtager rummene.

Så gik atter en dag i december.
Først i 1.klasse, der lavede de smukkeste og frygteligste engle, læreren der dramatiserede juleevangeliet...ungerne sad med åben mund - helt stille, hvilket er ret usædvanligt.
Døren er aldrig lukket til vores klasseværelse, så rengøringsdamen og et par store elever fik sig vist et godt grin.

Hjem og blive modtaget af Søster (hvalp på 3 mrd.). Jeg bliver mere og mere forelsket i det dyr!!
Teenageren og lillebror kom hjem fra skole,- smed som sædvanlig alting omkring sig. Resultatet var det samme: Mor, der bliver knotten...og atter skal kvinde sig op, og udstikke ordrer.


Jeg fatter ikke, børn ikke bruger den viden, de har om voksne. Der skal ufatteligt lidt til, for at gøre voksne glade og tilfredse,- også bliver de endda MEGET nemmere at have med at gøre.
Men nej - ikke i dette hjem. Her skal dagligt kæmpes.

Men nu sover de. Søde englebørn med kind på pude.


Og jeg skal til at smide mig selv i seng!!

tirsdag den 4. december 2007

Julegaver på vej

Jo,- her nørkles...


En hel masse, for jeg har jo hovedet fuld af ideer til gaver til alle.
Nogle er af pindene og klar til at blive pakket ind og lagt oven på
reolen, hvor vi alle så kan se, bunken med gaver vokse.


Endnu et par håndledsvarmere er færdige. Jeg er helt vild med at strikke med perler, og heldigvis er her mange aftagere.




En poncho mage til den, jeg selv havde, da jeg var barn har spøgt i baghovedet. Søndag aften kom strømpegarn på bordet og 1-2-3 så var sådan én hæklet til kusine Freja på 4 år.



Skyggesjalet til min lille, gamle mor er langt om længe blevet færdigt. Superblødt merinoud som hun kan svøbe sig ind i vinteren. Det glæder jeg mig til at forære hende.



Næste sjalsprojekt skal være et vingesjal i Kauni til mig selv. Garnet er købt, og ligger og venter på det krydsnøgleapperat, jeg ønsker mig i julegave.


En del ting, er stadig på pindene - dødningehoved-trøje, sokker, halstørklæde, babyhuer.


Nogle mangler liiige det sidste - Anika, sjal, babytrøje.


Jeg når det nok....





December!

Juhu - det er december,....måneden fuld af hygge, forventning og stjerner i øjnene.

Dette år er jeg kommet nogenlunde fra start. Kalenderlys og adventskrans var sørme på plads i weekenden. Pakkekalendere lavet og afleveret. Hvor jeg nyder at finde på de små pakker. Hvert år laver jeg til "de faste" + een, jeg synes, der trænger til en kærlig tanke.

Børnene i skolen synes vist jeg er ret skør, - jeg må nemlig ikke synge julesange før første december, så mandag gjaldede jule-toner op og ned ad gangene. Det indkaserer en hel del dejlige smil.

Den eneste dråbe malurt,- er når snakken handler om ønsker. Både mine egne drenges og skolens elever.

Jeg er helt med på, vi lever i en del af verden, hvor barnet ikke ønsker sig en blyant eller et et måltid mad, meeeen der må da være noget imellem det og PS3, bærbar pc og crosser.

Det er dog sørgeligt, måske betænkeligt at have sådan en overflod, man ikke ønsker sig noget.

Her i familien, er vi så gået i gang med at finde på oplevelses-gaver: Københavnertur hos niecerne, weekender hos storebror, tur i svømmehal osv.


Nå,- det kan nu ikke tage min barnelige jule-hygge-glæde fra mig.

tirsdag den 27. november 2007

JUHU!!!

Så er svoger kommet hjem fra Grønland,- og hvad havde han med til mig??

100g moskusuld.

Jeg var nødt til at have rørt, snuset og nusset med sådan noget - og nu ligger det her foran mig!

Der skal tænkes grundigt over, hvad det skal bruges til.

Hverdage

Hold da op, hvor dagligdagen flyver afsted.

Som regel, nyder jeg hverdagen, arbejde og familie.

Egentlig er der noget trygt over den rutine og form en dagligdag tager. Der er faktisk mange ting, der ikke skal tænkes så meget over, men blot sker. Madpakker, der bliver smurt - vasken, der bliver sat over - avisen, der læses - kaffen, der dufter klar - gåtur i rusk med hvalpen - lektier - aftenhygge med ungerne - og strikketøjet i sofaen, hvis ikke Ravelry og blogs stjæler tiden.

Ofte klager vi over, det vi ikke har plads til og når i hverdagen. Der er bestemt også perioder, der er alt for travle.

Men jeg tror, jeg nu (i relativt voksen alder) har accepteret og forstået, hvad mine valg betyder for min hverdag.

Jeg har valgt at få tre børn,- der fylder, glæder og kan ikke sådan bare skubbes tilside.

Jeg har valgt at leve sammen med Jan og støtter ham i at få hans nystartede tegnestue op at stå

Jeg har valgt et job, der kræver min personlighed og engagement.

Jeg har valgt at bo i et gammelt hus, der hele tiden skal laves om på.

Jeg har valgt at være tæt på min gamle, syge mor.



Det er ikke valg, nogen har påtvunget mig, men vel valg, jeg har truffet, fordi det er nødvendigt for mig. De tætte relationer til andre mennesker betyder meget, så skidt med, det ikke bliver mig, der opfinder den nye energiform eller skaber fred i mellemøsten.

Mine valg har konsekvenser, der betyder min energi skal ligge i det nære og kære... i hverdagen, hvor jeg forhåbentlig kan betyde noget.

Og så er jeg usigeligt glad for, vi alle er forskellige. Pragtfuldt, og temmeligt praktisk at menneker ønsker, håber og værdsætter forskelligt. At vi har mulihed for at indrette vores liv forskelligt.
Det betyder jo, vi alle kan vælge efter de personer, vi er og finde en palds, hvor vi trives.
Det er ikke altid nemt at finde ud af. Og det kan tage tid.

For mig tog det vel en 20 års tid, inden mit ambitionsniveau kom til at svare til den hverdag, jeg har valgt.

Vel er det da svært, men vidunderligt at finde ro...i hverdagen.

Tålmodighed er en dyd...

....og bestemt ikke min stærke side!!


Jeg mente ikke, jeg (og familiens små) kunne overleve uden Anika fra design-club.dk/, men skulle lige sluge, jeg var nødt til at købe garnet sammen med opskrift.
Nå, bestilling røg afsted og strikkepindene glødede en weekend.


Jeg strikker meget, men rutinen giver ikke pænere og regelmæssigt strik. Ærgerligt!

Arbejdet voksede....og jeg syntes, det så ret træls ud, og forsøte at overbevise migv selv om, at sådan ser det nu engang ud, når jeg strikker.






Men... det var ikke pænt. Måske kunne blusen blive pænere i andet garn?
Tanken snurrede rundt et par dage, og vups - hen i hjørnet med det fine, dyre duogarn og frem med arwetta.


Det gik bedre. Superflot er det ikke, men pænere. Nu er den færdig, skal sys sammen, vaskes og så må vi se, om jeg er tilfreds.




Tilfreds er jeg i hvert tilfælde med, min kritiske sans trådte i kraft og jeg starede forfra!

tirsdag den 20. november 2007

Familie

Hvor er jeg glad for min familie!

Vi er ikke mange, men vi kender hinanden rigtigt tæt.
I weekenden var Lise (niece) på solskins-besøg. Omkring hende stråler liv, glæde og varme,- og det smitter.

Lise og jeg er vanvittig gode til at ligge på sofa, læse, snakke i vilden sky.
Det er rart at have gæster, der bare falder ind,- og bliver en fast bestanddel af familiens daglige liv.

søndag den 18. november 2007

Søndage

Søndag er en underlig dag. Ofte er jeg lidt blå.
Sært, da der jo står en frisk fridag foran mig og hilser.
Måske er det fordi, jeg ved, der på mit skrivebord ligger næste uges forbredelse og kalder.

I dag skal der oven i købet skrives elevplaner. Bertel har bedt mig om det. En plan for hver elev to gange om året.
Egentlig har jeg altid gjort det...i min egen, private bog. Her bor hver enkelt elev, deres resultater, deres nuværende niveau, styrkesider, svagheder, deres udvikling fagligt som socialt, aftaler, samtaler,- og af og til hemmeligheder mellem eleven og mig.
Alle disse oplysninger er grundlæggende for min undervisning og omgang med eleverne,- og skrevet til mig selv.
Nu skal jeg så have skrevet det ind i en fortrykt plan, så alle kan forstå...ikke mindst ikke misforstå, hvad jeg mener.
Det kan nemt blive til en gang overflade-snak,- men jeg øver mig og bliver sikkert bedre til det.

(Mine) forældre, som jo skulle have nytte af disse planer, er ikke så begejstrede.
De vil hellere have en dyb samtale end en gennemgang af elevplanen.
Fakstisk synes jeg, det er vigtigt at finde ud af, om forældrene synes, det gavner. Er der nogen, der har spurgt dem????

Jeg synes, der er udmærket at have ting skriftligt og vi arbejder videre med formen, så ender det vel med, alle bliver tilfredse.

Jeg bliver nu alligevel med at skrive i min lille bog :-).

Ro

Lørdag...kl 23.

Alle unger sover, Jan (ægtemand) og vovse går i seng.
Så er der stille i mit ellers meget levende hus, og jeg stornyder at kunne have tankerne lidt for mig selv.
Den bærbare hentes ind i stuen, lydbog sættes på...og mig op i sofaen med strikketøj.

En lille stjernestund i mit liv.

At lytte til en bog, der bliver læst op, er en langsommelig affære, kan oveni købet være en prøvelse. Vi er jo vandt til alt skifter hurtigt. Lyde, billeder knalder dagligt mod vores hjerne, og somme tider kan det være en øvelse i ro, fordybelse, koncentration og sikkert godt for hjerterytme og adrenalinniveau at lave noget, der tager tid og går laaangsomt.

Jeg nyder det!

En sok blev strikket,- nemt og tanketomt arbejde.




Sjalet i skyggestrik havde jeg lukket af for tidligt, så det blev sat på pindene igen - klar til ekstra 15 cm.

Så det var med tilfredshed og ro i sjælen, jeg luskede (alt for sent) i seng




lørdag den 17. november 2007

Godmorgen solskin..

Ja, helt var solen nu ikke stået op, da Jeppe (barnebarn 13 mrd.) og Søster (hund 14 uger) syntes det var morgen
Men selv om det er lørdag, er det nu svært at stå for morgenfriske unger.

Så op og se sig omkring.....i et hus, der er hærget af leg og efterladenskaber fra Vild med dans finale-hygge.

En stund faldt jeg i staver over to 1 års hænder, der øvede sig i at holde på farver, få dem til at farve, åbne og lukke æsken hundrede gange. Forundringen står tydeligt i den lille drengs øjne, og det er lige før, man kan følge nervetråde i hjernen, der laver bredere og sikre veje.

Evnen til at lære er fantastisk!




Nu er solen her...kæmper sig ind gennem de beskidte vinduer. Skal jeg vaske vinduer i dag??
Sikkert en god idé, men der er nu også andre projekter at vælge imellem:

Almindelig oprydning (skal jo gøres)


Bytur med Lise (niece fra København, der SKAL besøge sin yndlingsbutik i Grenå!!)

Vasketøj (fra bunken uden ende)

Læse Stig Larsson (mums)

Strikke Tobias' bil-sokker færdig

Gåtur med unger og hvalp (skov eller strand??)

Pille sjal fra hinanden


Eksperiment: hæklede tusind blomster, syede dem sammen og regnede med, det kunne blive et fint sjal.
Men..... uanset, hvad jeg gør, vil blomsterne lave en ligebenet trekant. Formen bliver forkert. Så nu er det baglæns....og så ender det med at blive et rektangulært sjal/tørklæde. BASTA.



fredag den 16. november 2007

Hold da op... nu er det min tur

Så blev det min tur til at træde forsigt ind over dørtrinnet til Blogland.

Jeg har i et stykke tid læst, slugt de mest fantastiske blogs,- så nu må jeg prøve, om det er ligeså sjovt at skrive, som at læse.

Hvor er der mange forskellige...nogle giver spark til tankerne, nogle inspirerer, nogle får det hele sagt med billeder, former og farver. Og så er der jo de super konkrete, hvor jeg sluger ideer....i øjeblikket mest til stik.

Jeg kan forstå, jeg er blevet smittet....garnmani...hedder det vist. Heldigvis er jeg ikke den eneste, der kan falde i svime over en farve eller fornemmelsen ved at føle på garn! Meeen lidt dyrt kan det jo gå hen at blive, for jeg køber mere, end jeg bruger!! Vist også hørt før.



På QXL kom jeg til at byde på 23 nøgler råhvid Top Wool fra Marks & Kattens.



Råhvid kan man vel altid bruge. Uld kan man vel altid bruge....


Der røg også 25 nøgler Lanett merino uld med.


Så nu er det bare om at vælge, hvad det skal bruges til.


En Forbryder-sweater til niece Lise? Bluse til børnebørnene Tobias og Jeppe? Måske prøve at farve noget af det? Tja...hvem ved.