torsdag den 6. december 2007

Aftenro

Sidder ligeså stille, helt alene.

Huset er ryddet op, julepynten på plads.
Jeg elsker lysene omkring mig og glædes over, det snart går mod lysere tider.



Det er som om, hyggen sniger sig rundt i hjørnerne og indtager rummene.

Så gik atter en dag i december.
Først i 1.klasse, der lavede de smukkeste og frygteligste engle, læreren der dramatiserede juleevangeliet...ungerne sad med åben mund - helt stille, hvilket er ret usædvanligt.
Døren er aldrig lukket til vores klasseværelse, så rengøringsdamen og et par store elever fik sig vist et godt grin.

Hjem og blive modtaget af Søster (hvalp på 3 mrd.). Jeg bliver mere og mere forelsket i det dyr!!
Teenageren og lillebror kom hjem fra skole,- smed som sædvanlig alting omkring sig. Resultatet var det samme: Mor, der bliver knotten...og atter skal kvinde sig op, og udstikke ordrer.


Jeg fatter ikke, børn ikke bruger den viden, de har om voksne. Der skal ufatteligt lidt til, for at gøre voksne glade og tilfredse,- også bliver de endda MEGET nemmere at have med at gøre.
Men nej - ikke i dette hjem. Her skal dagligt kæmpes.

Men nu sover de. Søde englebørn med kind på pude.


Og jeg skal til at smide mig selv i seng!!

Ingen kommentarer: