fredag den 31. juli 2009

Hmmm....

Der tænkes stadig!
Beslutning om at strikke et nyt ærme med den rette farve var taget..... men om jeg kan finde den rigtige pink på hylderne??

NIX

Sært! Så nu tænker jeg videre. Skal jeg finde en fysisk butik, hvor jeg er så heldig, de har den rigtige pink,- eller blot lade stå til, strikke færdig og lade som om, det er meningen?



Hmmm

onsdag den 29. juli 2009

Træerne vokser ikke ind i himlen

Efter at have ryddet op og smidt ud og introduceret familien til nye hus-rutiner, faldt jeg ned i strikkestolen med det længe ventede garnnøgle, jeg skulle bruge for at gøre en trøje færdig.
Ærmet er strikket, maskerne er lukket af.....og i dagens svindende lys, opdager jeg, det ikke er samme nuance, som det andet ærme har!

Hm.... hvad så? Bslutningen må absolut tages i dagslys, så det venter til i morgen.

Måske en idé....

På min vej rundt i blogland, stoppede jeg op ved et interessant indlæg......måske det var noget?
En metodik til oprydning,- hm.... lyder som en idé til en zombie som mig.

Så nu har jeg læst om FlyLady, ladet mig inspirere og har afprøvet lidt. Slet ikke tåbeligt: F.eks: Tag en affaldspose, find 27 ting, du ikke bruger- smid dem ud! Tag en pose, find 27 ting, du vil forære væk.
Brug 15 minutter på dette dagligt.
Dette er en blandt flere daglige rutiner.

Joe,- jeg kan sagtens se, hvordan det kan ende.
Ideen her er tilsyneladende (har ikke læst alt igennem) kun for 1 person, men vi er jo flere i vores husholdning,- så jeg tænker liiige lidt over, hvordan systemet kan laves, så vi alle har ansvar og opgaver.
Faktisk ser jeg frem til et ryddeligt hus. Det der med, at hvis det roder omkring dig, roder det i dit hovede,- passer vist fint på mig (tilsyneladende ikke på de andre i husholdningen, men jeg vrider armene om på dem og tvinger dem!!).

Feriedage

En lille uges camping i Danmark blev det til i år.
Først til Fyn sammen med venner, snuppede et af deres børn, og derefter til Kollund, hvor ældstesøn med børn stødte til.
Så det var jo meget hjemligt.... 7 hankønsvæsner og mig!


En dejlig dag blev tilbagt i Danfoss Univers, der kan anbefales som ultimativt legested for alle,- både børn og voksne.


Og ellers er campinglivet jo underholdende. Børnene leger, svømmer, finder venner. Hr Rønne laver mad, læser aviser. Fru Rønne rydder op, strikker og glor på mennesker.

Morgenlys


Tror sgu, jeg er nødt til at flytte til andre breddegrader! Mit humør bliver bestemt af dagens lys.
Det første jeg ser, når jeg slår øjnene op i mit pragtfulde soveværelse,- er himmel. Og den er for ofte overskyet!
Bevidst om hvordan det danske sommervejr ofte arter sig, forsøger jeg med alle kneb at finde aktiviteter, jeg kan nyde uanset vejret. Men det virker ikke. Ikke en disse får jeg lavet. Går helt i stå og venter på dagene går.
Og der er ellers nok, man kan give sig til her på matriklen!!

Hmmm.... må se at finde det sted, hvor lyset er, og temperaturen ligger på 25 grader.

onsdag den 22. juli 2009

Livsglæde...

Her i huset er der som regel liv og glade dage, høje stemmer, latter og vrissen.
Legekammerater, teenagere, børnebørn ..... og så er de alle af hankøn! Næsten,- en pige eller to sniger sig af og til ind.
Men som eneste fastboende hunkøn i huset, må man ruste sig. Teenageren vrisser heldigvis ikke så meget mere,- og vi har fantastiske lattermilde stunder med ham. Nu slås han! Helst med faren. Forestil jer to store mennesker jagtende hinanden rundt i huset, kaster sig i sofaen, der knirker surt, den tiårige slutter sig lynhurtigt til,- og hunden kommer gøende hoppende og vil være med!
Og midt i det hele sidder Fru Rønne og råber: GÅ UDENFOR OG LEG!
Nå, men det er bedre end smækken med døre.

Når der en sjælden gang er ro i huset, finder jeg mit "koncentrationskrævende" strikketøj frem. Lidt som en gemt æske chokolade, man kan glæde sig til.
Jeg er nemlig blevet bidt af fairisle, i særdelshed af Alice Starmore.
Det er så fantastisk at prøve sig frem - med farver, mønstre - og slet ikke så enkelt. Blot hvilken tråd, der skal være den dominante giver forskelligt udtryk.
Det geniale her er, man kun strikker med 2 tråde ad gangen,- så det er til at styre.
Ofte vælger man at strikke i nuancer, men ved grundig læsning af Alice Starmors bøger, opdager man, hvor fantastisk liv en "skæv" farve giver.


Da jeg er så heldig at have hylderne fulde af smukt garn fra Knoll og Supersoft fra Marianne, var jeg klar til at kaste mig ud i fairisle strikningens udfordringer. Et prøvestykke så dagens lys, og jeg blev klogere på farver og mønstre.
Det her er sjovt.

Så nu er der slået op til en cardigan..... str. small til min lille, gamle mor (Hun bliver altid så glad for mine egenproduktioner - selvfølgelig, hun er jo min mor!!)
Helt bevidst om, dette vil tage lidt tid, kastede jeg en masse masker på pinde nr. 3, og opdagede det faktisk skrider rimeligt hurtigt fremad............hvis jeg altså har lidt ro omkring mig.



PS: Jane, hvis du læser dette - har ledt efter din mailadr., men kan ikke finde den. Vil du sende en mail til mig på anne@djurs.net?

tirsdag den 21. juli 2009

Det er nok ikke længere en hemmelighed, jeg er temmelig glad for garn..... og specielt NORO garn, har jeg en stor, blød plet for.
Det betyder, at hvis jeg snuser et godt tilbud op og jeg kan finde mønter i hjørnerne af min pung,- så køber jeg.
Blot at se på farverne, ae det, nyde at strikke med det er en velsignelse.

Så da jeg stod med 300g Noro Silk Garden Sock, blev der straks slået op til et Lady Eleanor enterlac stole. Da det havde ligget i garnkurven i måneder og vrælet over, kun at være en halv meter lang, blev det.... vups... tryllet om til et sjal.


Mange har strikket et Silk Kerchief,- og det så ud til at være et godt tanketomt projekt for mig.
Dog har jeg sjældent brug for et tørklæde til at varme halsen (har det rigeligt varmt i forvejen, alderen, you know),- så jeg fortsatte strikningen til et stort, fint sjal røg af pindene.
Det hvide garn er cashmere/silke,- så det
er blevet til et rigtigt luksussjal!

søndag den 19. juli 2009

Feriesysler

Jeg elsker knapper!
Og jeg har ret mange. Arvet, købt i genbrugsbutikker osv.
Derfor undrer det mig ofte, at jeg altid mangler lige præcis de knapper, jeg havde tænkt mig at skulle bruge.

Nu er vi så nået til det tidspunkt i sommerferien, hvor Fru Rønne er i stand til at rode gemmerne igennem, sætte sig ned en hel dag, - ælte, trille og skære,- og det kom der sørme knapper ud af.



Så Astas vest fik de knapper, den fortjente!

Småtterier

Selv om jeg går i stå i hovedet, fortsætter hænderne .... dog med lette og relativt ukomplicerede ting.
Vendestrik passer fortinligt til denne tilstand, og strikkes der i bomuld, kan det ligefrem lade sig gøre i varme og sol på terrassen.


Strikket i bomuld/silke - mindst 10 tråde, der ikke er tvundet sammen: Altså fluffy og ureglmæssigt, men blusen blev sød og den nye ejer glad.

Endnu een,- strikket i bomuld/viscose på p. 4. Hurtigt og enkel.
Begge fra Hanne Meedoms bog: Vendestrik.



Da Asta (2år) var på besøg, gik det op for mig, hun (og moren) gerne vil have de småkjoler og bluser, jeg strikker, - så der smuttede lige en spencer af pindene.

Ovenvande...

Efter en ret vild slutning på skoleåret og to ugers ferie, er jeg lige så stille ved at vende tilbage til en menneskelig tilstand, hvor tanker kan tænkes uden af falde over hinanden.
De næste uger går opgaven ud på, ikke at tænke på næste skoleår, men holde fri, slappe af og lave, det jeg har lyst til.

Egentlig er jeg nødt til at komme syd for grænsen for at slippe vasketøjet, kalkning, græsplænekantning og alle de andre ting, der altid står i kø,- men i år bliver det til en uges tid i campingvogn i Danmark.....må vejret være med os!!
Der er masser af fantastiske steder og oplevelser at tage af herhjemme, meen jeg nyder nu at komme så langt væk, mine øjne ser anderledes og uventet flora og arkitektur.

Nå skidt,- min familie slapper stort af,- så det smitter nok af på mig.

En giga pool har fundet plads i haven. Pæn er den ikke, men nem at holde og vidunderligt legetøj.
Så når vejret ikke er til stranden, kaster vi os i poolen og snupper en gang volley.