lørdag den 29. januar 2011

Couldn't help it.

Nogle ting bliver kult. Spillet "Space invaderes" stiftede jeg bekendtskab med som ansat på Ørum kro for sådan cirka 30 år siden. Det var inden pc'er havde holdt indtog i hjemmene, og den slags spil blev spillet som videospil i hjørner af værtshuse og i de nye, smarte spillebuler.
Hold da op, hvor har jeg puttet mange enkroner i sådan en maskine. Hvor må jeg ha' kedet mig.

Nå, men da jeg faldt over Arne og Carlos, var jeg solgt. Sådan een måtte jeg strikke. Jeg tænkte mig grundigt om, og kunne kun finde enkle i min omgangskreds, der ville kende spillet og synes, det er ligeså morsomt, som jeg.

Så valget faldt på Nelson(10 mrd.),- som helt sikkert er temmelig ligeglad - men han har en far, der muligvis kender spillet og vil trække på smilebåndet, når han pakker trøjen ud på mandag.
Opskrift til trøjen er et miskmask af opskrifter fra Dale, Arne og Carlos og charts fra Ravelry.
Strikket i Baby&hose garn.

tirsdag den 25. januar 2011

Naiviteter på morgenkvisten

Jeg så "Der untergang" i aftes.



Opdraget med begivenhederne og godt beslæst om 2. verdenskrig, følte jeg mig rustet til at se og forstå.

Filmen skildrer de sidste døgn i førerbunkeren i Berlin 45, skrevet på grundlag af øjenvidneberetninger, dagbøger og breve fra de tilstedeværende.
Giver et nøgent portræt af Hitler og de mennesker, der på det tidspunkt omgav ham. Instruktøren, Hirschbiegel, skildrer det lukkede liv i bunkeren, "menneskelige" sider af Hitler,- så tilskueren til slut selv står med tanken, valget og spørgsmålet: Hvordan kunne det dog ske?


Hitler er jo ikke fiktion, de mennesker, der var omkring ham er ikke opdigtede. På afstand og på skærmen kan man undres over, hvordan mennesker....helt almindeligt begavede....kunne lade det ske.

Hitler fremstilles denne gang ikke blot som den magtsyge psykopat, men også menneskelige sider skinner igennem. Han er høflig, ked af det, omsogsfuld osv.... Måske er det netop her, vi skal holde fokus. Et rendyrket psykopatisk monster får nok svært anerkendelse og opbakning, men viser dette menneske også humane sider, kan man genkende og lettere spejle sig i synspunkter.
Måske er læren, at verdens fortidige og fremtidige tyranner og diktatorer får magt, fordi de også fremstår menneskelige og måske endda folkelige.


Forbløffende og skræmmende er det at se, at selv i de sidste timer, hvor alt er tabt, - tager mennesker livet af deres børn, af sig selv... i ideologiens tegn. Nogle har givetvis pga. angst for represalier, men andre tydeligvis pga ære.
At sætte sit eget og andres liv på spil for en sag, ligger de fleste mennesker fjernt, men vi må forsøge at forstå, hvad der kan få mennesker til at vælge sådan.
Hvis vi forstår, har vi også mulighed for at "forhindre", og vi må blive ved med at fundrere over, hvad og hvilke vilkår, der får mennesker til at træffe den slags valg.


Noget lalleglad regner jeg med, at oplysning og uddannelse kan forhindre fanatisme, angst og magtudøvelse,- at det giver mulighed for eftertanke, åbenhed og forståelse.

Joe,- jeg er nok noget naiv. Det er nu godt nok.

Så nu vil jeg gå i skole og sørge for, eleverne til stadighed er nysgerrige, vil undres og
stiller gode spørgsmål!

mandag den 10. januar 2011

Grrrr

HVEM har taget krimien kl.17.30 på DR2????