lørdag den 22. maj 2010

Ny æra

Som forælder er man altid beskæftiget - det er jeg i hvert tilfælde. Med 3 børn, der ikke altid går den lige og nemmeste vej, er der plads til overvejelser og bekymringer.

I gennem de sidste 5 år har vi tumlet med teenageren, der pludselig reagerede og fik det svært.
Som de gode forældre vi er, har vi lyttet, krammet og skældt ud. Vi har slæbt ungen gennem psykologer, kognitiv terapi, familievejleder - og blev dog klogere, men barnet fik det ikke meget lettere.
I vinter endte vi hos en kompetent børne- og ungdomspsykiater, der nu har stillet en diagnose - og nu begynder brikkerne at falde på plads.
Drengen har ADHD.
Det har været på tale at undersøge for det tidligere, men da han ikke var fysisk urolig, blev det slået hen. Nu forstår jeg det indre kaos og rod i hans hovede Nu kan jeg acceptere, han ikke blot er en doven teenager Nu kan jeg se nogle af hans handlinger skyldes dårlig impulsstyring. Nu må jeg acceptere, han rent faktisk ikke har magtet at planlægge og udføre.

Og oven i det hele, må jeg holde ham tæt ind til mig,- og fortælle ham, jeg godt kan forstå, hvorfor han har været så vred på sig selv - for han har sagtens kunnet se, han burde kunne - men har ikke kunnet forstå, hvorfor han ikke magtede.

Når man sidder med et barn, der vender det onde og svære indad og en læge tilbyder medicin, der muligvis kan hjælpe - siger man bare Ja tak!
Nu har han taget medicin i 4 uger. Han er tydeligt roligere, gladere. Konflikter med forældrene og vrissen er på et helt acceptablet niveau. Samtaler foregår på normal vis, og glæde og hygge sniger sig ind ad sprækkerne i vores hjem.

Sjovt nok er ADHD en forstyrrelse, mange mennsker mener er lidt pjattet. "Den har jo Gud og hver mand nu til dags" - "Hvis en rask dreng er lidt fræk, så er han jo straks dampbarn" osv.
De fordomme har vi også hørt. Det er tydeligt, der er nogle, der ikke tror på det. Og temmligt kikset er det, når barnets lærere har den holdning. Mon ikke det beror på uvidenhed. Det vælger jeg at tro.

I mange år har mit barn hørt "Tag dig nu sammen, du kan jo godt, du er jo en klog dreng" - nu håber jeg, vi kan skåne ham for at høre "Hm,,,, ja, ADHD, hm... det kan alle jo komme og sige"
Jeg kan sagtens se, at en doven, brovtende, irriterende teenager kan være en pestilens (bo/har boet/underviser til daglig sådanne unger),- men jeg er også sikker på, børn vil det bedste.
De opfører sig ikke dumt eller ondt for at straffe os,- den adfærd de har, er ofte den eneste måde, de kan finde på for at kunne begå sig.
Hvis vi voksne giver dem mulighed, støtter og sætter grænser, hvor det er nødvendigt, - kan vores børn udvikle sig på bedste vis.

Nu skal vi så i gang med at lære, finde de bedste muligheder, støtte og stille anderledes krav. Og den unge mand skal lære at leve med sin forstyrrelse, vide hvordan han kan kompensere.
Heldigvis er vi ikke et øjeblik i tvivl om, han magter det. Han kommer til at leve et normalt ungdomsliv, få uddannelse og et godt voksenliv
- han er nemlig samarbejdsvillig og lydhør....nu :-)

4 kommentarer:

Anne sagde ...

Det må dog være en kolosal lettelse, at der er en forklaring..andres meninger/fordomme skr... op med dem (undskyld min sprog), I og især jeres dreng kan ikke bruge det negative til en pind..
God vind fremover til den unge mand :-)

Jeanette Hegaard Hansen sagde ...

Godt at høre, at i er på vej til at have styr på det. Vi har ikke ADHD at slås med her i huset, men andet, så jeg kender "turen" og det er sgu bare så skide hårdt!
At kunne se fremad med et positivt sind er en stor hjælp fremad. Man står i en situation der er svær at ændre, man må lære at leve med den og få det bedste ud af med de redskaber der fungerer i ens situation.
Ungerne elsker vi heldigvis alligevel :)
Gode tanker til jer :)

Fríða sagde ...

ej, hvor dejligt når tingene sådan endelig falder på plads, ikke at det nödvændigvis bliver let, men der er da i hvert fald en fast punkt at arbejde videre fra. held og lykke på vejen fremad.
kh.fra Island
Frida

Ann sagde ...

Jeg føler med jer.
Jeg har set mange små mirakler, når diagnosen var stillet og medicinen ordineret.
Jeg ved ikke, hvorfor der er mennesker, der har så ondt i r.... over, at andre mennesker får det bedre med alvorlige besværligheder. Jeg blir så tung af det.
I må jo veksle mellem roligt at forklare eller gi dem fingeren.
Lærerne skal nu nok ændre mening, når de ser forandringen.
Det lyder, som om det nærmere er ADD end ADHD, når der ikke er hyperaktivitet, men det er jo af mindre betydning, bortset fra, at det tager længere tid at opdage det.
Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke i fremtiden.
Skynd jer at melde jer ind i ADHD-foreningen. Deres hjemmeside er enormt god.