Vågekone

I aftes sad jeg stille ved min mors seng og ventede på lægevagten.
Iført strikketøj og kaffe sad jeg dér og tænkte over, hvor pragtfuldt det er, at kunne være helt stille sammen med et andet menneske. Angst over ikke at kunne trække vejret var væk, og værelset fyldtes med den blødeste ro.
Af og til blev stilheden afbrudt af småsnak om Bonderøven, Gaza og Obama. Det er muligt, hun ikke kan se, gå og trække vejret,- men nysgerrigheden og skarphed kan fysikken ikke berøve.

Lægen kom.... susende som en ret stor hvirvelvind....kastede et blik, ville hellere have svar af mig end af hende, men man kan jo heller ikke se på hende, hun er åndsfrisk! Nå, han havde nok travlt.
Medicin op af tasken, og på vej ud af døren en besked til datteren: " Hvis hun får blå læber, så er det 112".

Pillerne blev slugt og vi lod roen komme til huse igen. Hun sendte mig hjem, som kun en mor kan, men jeg kunne såmænd lige så godt have blevet. Nu har jeg sovet arm i arm med telefonen, og den er ikke hyggelig. Den har holdt mig vågen uden at ringe.

En sok smuttede af pindene i aftes, og jeg overvejer, om man kan leve af at være vågekone...for det er jeg vist god til. Min mor mener ikke, der er penge i det, og må jeg vente til jeg bliver pensioneret.