Mere, mere...

Jeg er temmelig vild med Amimono Knit Collection 2010. Camomille-sjal no. 3 er smuttet af pindene - det er jo genialt tv/snakke-arbejde. Men andre ting i hæftet frister..... Så Den lille fine Rose skulle prøves. Formen, retmaskerne på langs giver et fint, let udtryk. Strikket i uld fra Litauen, lukket med hjemmegjorte fimoknapper.

Som arbejdet skred frem, syntes jeg kjolen blev lige lovlig lang - så jeg hoppede til bæresrykket før tid. Er nu ret sikker på, jeg igen ikke har læst opskriften med omhyggelig nærlæsning. Må hellere gøre det, inden jeg går i gang med den næste Rose.

Nu strikker jeg jo en del,- og som regel er det kun når jeg strikker på store pinde, min højre hånd protesterer lidt - men bevægelsen ved de vandrette retmasker her, kunne den bestemt ikke lide. Så den får lov at hvile sig med Ugler, mens jeg overvejer om jeg skal forsøge mig med Vanilla.

Ned med pulsen

Lige nu sidder jeg og tænker grundigt. Ikke ofte - men det sker - jeg møder mennesker, der udtaler sig og har holdninger, jeg har svært ved at forstå, og så er det tid til at tænke efter. Har jeg forstået synspunkterne ret? Hvorfor bliver jeg så forundret over, jeg fornemmer mistillid? Udtrykker jeg mig ikke klart nok. Dialog er samtale mellem mennesker, og jeg tager ansvaret for, hvis den mislykkes. Er det nu ok? Hvor langt er det rimeligt, jeg skal please,- og hvorfor gør jeg det? Nogle af svarene kender jeg, andre ikke. Og hvad gør jeg så? Joe,- jeg daler ned i strikkestolen, griber et af de "nemme", og kan mærke pulsen dale og tankerne få plads. Det er godt nok.

Faglig læsning, Fru Rønne!!

For en uges tid siden købte jeg Linnea-opskrift - og inden jeg havde set mig om, lå den i min mailboks. Solskinsgul højlandsuld passede rigtigt fint til denne cardigan.

Så sker det en sjælen gang (hmm) at opskriften ikke blev læst helt korrekt,- så min Linnea blev til "en trøje med (hul)snoninger. Hullerne mangler nemlig. Men skidt, pyt - den er fin nok endda.

Stjerneknapper lavet i fimo syet på - og nu skal den sendes til en lille pige, der forhåbentlig kan passe den. Er allerede i gang med en til - denne gang med huller i snoningerne.

Fantastisk hverdagsøjeblik

Jeg er ret heldig.

Hver eneste dag ligger smil og venter på mig - jeg skal blot åbne øjnene.

At være tæt på så mange børn og voksne hver dag, giver rig mulighed for at stoppe op og nyde vigtige og pragtfulde øjeblikke.

I min (verdens bedste) klasse har vi arbejdet med "at frelse verden". Vi har set film, skrevet og læst om frelsere af alle størrelser....og endt med, vi faktisk kan frelse verden en lille bitte smule,- ved at gøre dagen god for hinanden = mennesker, der føler sig set, bliver gladere mennesker = glade mennesker har overskud til at være aktive.

I forbindelse med dette arbejde, har eleverne skrevet blå bog om helte. Både de fiktive og de virkelige.

Nu hænger den blå bog på gangen, så alle kan læse den.

Og midt blandt superman, fædre, Jesus og batman....hænger Fru Rønne. Det er da sødt!

Men det giver bestemt anledning til omtanke. Et barn tænker sådan på mig - jeg skal gøre mig ekstra umage til at fortjene en titel som helt. At jeg som lærer kan have stor betydning i et barns liv , må jeg tage alvorligt og have en andægtig tilgang til.

Som i måske kan se, er min modstander "dumhed" - og min opgave "at redde elever fra dumhed"

Vær så god at spis' Fru Rønne!

PS: Den der med mine svage sider er balloner, er god nok. Jeg hader balloner! Tror mine elever kender mig temmeligt godt. :)

Temmelig tilfreds

En kær veninde fra fortiden fyldte 60 år. Juhu - så havde jeg en at strikke til!

Daybreak har længe svirret i tankerne, og så kom det på pindene.

Det er rart, når arbejdet er varieret - og her er der forskellige "faser". Og selvom jeg har tid nok, gløder pindene for at nå til den næste del.

At strikke i kunstgarn, der har længere farveforløb,- gør bestemt heller ikke noget "Skal liige strikke til den grønne farve kommer".

Så 1-2-3 og et fint, fnuglet sjal blev færdigt. Blogget med tusindvis af knappenåle, mens jeg venter tålmodigt på Slavi får bloggingwires hjem i sin butik.

Sjalet er sendt afsted,- og jeg er ret sikker på, fødselaren værdsætter det.

Samtale med barn

" Det var smadder uretfærdigt, du slukkede for nettet, da jeg havde kammerater til LAN!"

"Jamen, klokken var snart morgen, og I er 11 år"

"Og?"

"De andre må da heller ikke spille hele natten"

"JO"

"Så må du jo tage over til dem og spille"

"Jeg bliver ikke inviteret - jeg er ikke populær nok"
.....kommer det tørt fra ungen.

Og forældrenes hjerter bløder.

Hmm.... skal- skal ikke

Jeg er storforbruger af Bibliotek.dk. Her finer og bestiller jeg de sjældne og vildeste strikkebøger og de lydbøger, der aldrig når hylderne, fordi så mange vil have dem.

Mails fra biblioteket smutter i min postkasse, når bøgerne er klar til afhentning. Det er smart!

Blandt disse bøger, var "Knitting goes large",- og jeg faldt pladask for en poncho. Få dage før havde jeg modtaget en 500 g Cashmere/merino/viscose,- der råbte på strikkepinde.
1-2-3 ...og masker blev slået op, og der blev godt nok strikket rib!! Længe leve lydbøger.

Det så rigtigt godt ud. Lækkert garn, nem opskrift.

Efter vask kastede jeg den straks på - godt tilfreds........

indtil anden gang, jeg skulle bruge den. Den vokser!

Nu er jeg en temmelig stor kone, og bestemt ikke vant til at brokke mig over at noget som helst bliver for stort til mig. Så det er i sig selv, en ny oplevelse.

Nå,- nu er jeg så gået i tænkeboks.

Skal jeg vaske den i hånden efter brug - så den får sin fine facon igen......eller skal jeg lukke øjnene og proppe den i vaskemaskinen....og se, hvad der sker ved det?

Jeg overvejer endnu.

Succes!

I sidste uge havde vi travlt på job. Gennem tre måneder har jeg i engelsk undervist en gruppe elever fra min skole, Anholt og Sejerø skole i engelsk.
Hvordan?
Joe,- det hele foregår over nettet. Via dokumenter, vi alle kan skrive i, chat, videokonference.
Det har bestemt været lærerigt. Tasken er nu fuld af erfaringer hos både børn og voksne. Vi har opdaget og lært at kommunikation uden mimik og sprogtone fordrer ganske særlig adfærd for misforståelser ikke opstår, at hard- og software problemer kan få læreren helt op at ringe!

Men - i torsdags skulle vi alle mødes - sådan helt fysisk. Arbejde et par dage og vise vore resultater frem for hinanden og forældrene.
Det er nu ganske godt at mødes i den virkelige verden!!

Eleverne knoklede, øvede sig og fremlagde generte og stolte. Der var på tværs af alder og afstand blevet lavet Glogs, præsentationer og hjemmesider med tekst, billeder, video og lyd.
Gid jeg kunne linke til dem her, men de er endnu ikke offentlige.
Da eleverne sov(troede vi- ha!) smækkede lærerne benene op, mens vi drøftede, hvad pokker vi nu skal få tirsdag og onsdag til at gå med! Vi blev enige om, vi sikkert finder på noget :-)

Havde det ikke været for vores dygtige elever, der bare hopper på de mærkelige ideer, vi lærere serverer for dem, for de fantastiske forældre, der helt usynligt sørger for mad og drikke til os alle sammen - kunne vi ikke have gennemført dette pilotprojet.
Kæmpe tak til dem!

Nu evalueres der, vi hviler IT-kundskaberne en tid.....indtil vi atter (nu med vigtige erfaringer) begynder på e-learning fase2.

Mums

Stærkt inspireret af Liselotte og nyindkøbt garn, der skreg på at blive brugt - kom en poncho/cape.....eller hvad sådan een nu hedder....til verden!

En tråd cashmere tweed + en tråd grå supersoft - et par dage ved pindene, der blev nydt,- og vupti en fiks og færdig poncho.

Den kalder på gentagelse i andre farver...og måske en smule kortere. Overvejer også at finde på et eller andet smart med short rows ved halsen, så halsudskæringen kommer lidt længere ned foran.

Ringe i vandet....

For en måneds tid siden læste jeg om projektet: Huer til Cuba. Det var dog en god idé, og jeg fandt pinde og garn frem, smed det i en kurv - og tog den med på arbejde.
Jeg har en del strikkende kolleger, der nemt kunne stryge en lille hue af pindene.
Da jeg gik gennem mediateket med kurven, spurgte elever, hvad jeg havde med. Så jeg tog kurven med i 6.kl. og fortalte, hvad projektet handlede om. Nogle elver kan strikke, og vi aftalte at lave hue-strikke-cafe i frikvarterer. Det kom nu aldrig rigtigt i gang.

Men...klassens største dreng sad med fingeren oppe, spugte om han måtte tage en opskrift med hjem til sin mormor. For han var helt sikker på, hun ville synes projektet var godt og gerne ville strikke huer.

Jamen, jamen ....det er åbenbart ikke alle teenagere, der konstant er centreret om sig selv og kammerater!
Blød om hjertet og med stort smil, gav jeg glædeligt opskrift+projektbeskrivelse til teenageren.

For et par dage siden kom han så.....med en pose fuld af huer...fra mormor! Han måtte accceptere et stort impulsivt knus, der skulle videregives til mormor.

LÆNGE LEVE MENNESKER, DER TÆNKER PÅ ANDRE!

LÆNGE LEVE MORMOR!

Undervisning i Cyberspace

Så blev jeg klar til i dag.

Onsdag er en anderledes arbejdsdag. Der underviser jeg en gruppe børn fra 3 skoler - på en gang. Det foregår via videokonference over nettet, ved computere, hvor eleverne arbejder på samme opgave, chat på pc.

Det er et pilotprojekt, vi deltager i på vores skole.

Her skal tænkes anderledes. Ikke al undervisning egner sig,- og vi skulle jo gerne finde ud af, om og hvordan denne måde at arbejde på, styrker indlæringen. Man skal ikke falde i svime over al vores fancy it-halløj.....man skal have glæde af det.

Nu er projektet snart slut, lærere og elever fra 3 skoler mødes fysisk til et seminar og en fest, hvor vi smilende kan klappe hinanden på ryggen.

Trods læssevis af tekniske og praktiske problemer, har børnene været glade, mange ligefrem lært nyt.

Lærerne er fået SÅ mange erfaringer, der selvfølgelig skal bruges til kommende projekter, hvor en skole fra Singapore, Irland og et par danske slutter sig til.

Her i lille Karlby sidder jeg og tænker grundigt, og jeg tror nok, jeg har ideer til, hvordan denne form for undervisning kan bruges. Hvordan den kan føre nogle af mine elever hen, hvor de ellers ikke ville have mulighed for at bevæge sig........ Se, det er interessant!