Skal de unge komme til mig - eller jeg komme til dem?

For laaang tid siden oprettede jeg en profil på Facebook. Her følger jeg med i venner og families gøren og laden. Det er ret hyggeligt.

Da de første elever bad om "venskab", sagde jeg uden betænkning ja. Nu er min venneliste fuld af nuværende, "gamle" elever og forældre til elever.

Jeg burde nok have tænkt mig om - for pludselig er min profil meget offentlig, og jeg kan bestemt ikke skrive, hvad jeg har lyst til....uden at tænke mig grundigt om.

Med de erfaringer i bagagen, skulle jeg nok have lavet en privat og en lærerprofil.

For det viser sig nemlig, jeg kan bruge Facebook i mit arbejde.

I mange år har jeg skrevet til eleverne på skolens net, deres mail, oprettet specielle fora osv....men de er der ikke. de er nemlig på Facebook!

Så efter en snak med de store elever, om hvad de mener om, jeg skriver skolerelateret til dem på Facebook,- er det sådan, jeg gør. Eleverne har det helt fint med det, "Så ser vi det jo, Anne".

For mig er det stadig lidt sært at blande privat og arbejdsliv, men det er helt tydeligt, at de unge slet ikke tænker sådan.

Så det sætter jo tanker i gang om generationskløft og andre kommunikationsmåder, og jeg forsøger at se og bruge de givtige ting, eleverne viser mig.

Desuden er vores fælles Facebook-oplevelser ofte fantastisk grundlag for undervisning: Hvad kan man skrive, hvem kan læse og se billeder, forskel på skrift og tale osv osv

I hver tilfælde har jeg lige sendt besked til elevrådet om aftale senere i dag - og jeg er sikker på, de ser den.