Her tænkes igennem

Livet er fremadrettet for de fleste af os. Hvad skal jeg i morgen? På torsdag skal jeg til møde, og i påsken kommer Mette, Søren og Asta.
Men for nogle snævres det ind og tager små skridt mod slutningen: døden.

I denne weekend sad jeg med min mors hånd, mens hendes spinkle krop kæmpede for at få luft. Hun bliver naturligt angst og alle organer reagerer stressfuldt.
De pragtfulde, kompetente falckmænd bragte hende til sygehus, hvor der var hjælp at hente.
Så langt, så godt. Og hvad nu?

Indtil nu har det fungeret fantastisk at hun bor ved siden af os. Vi har stor glæde af hinanden og har kunnet hjælpe, når der har været behov. Vores pragtfulde hjemmepleje fungerer upåklageligt.
Men.....Er hun utryg ved at være alene? Ringer hun efter os, når hun har det skidt og er bange midt om natten? Det er jeg ikke sikker på,- for " I skal jo op og passe jeres arbejde".

Plejeorlov til mig? God ide for os alle, men skal jeg så overtage alle hjemmehjælpernes funktioner - min mor ville ikke bryde sig om at jeg badede hende. Omsorg er mit gebet.

Plejehjem, hvor der altid er hjælp og en hånd? Tja- læge og hjemmehjælpere siger, hun er alt for kvik i hovedet og ville gå til sådan et sted.

Hospice? Bestemt en mulighed, men er hun syg nok til at kunne visiteres dertil?

Nu er opgaven at finde ud af, hvad min mor virkelig ønsker. Hvordan hun vil have det bedst.
Og det er ingen let opgave,- hun vil naturligvis forsøge at tage hensyn til os.

Det vil jeg finde ud af, og om lidt vil jeg køre på sygehuset og placere et kys på hendes skæve næse!