Mine børn er fra "hjem med klaver".
Den ældste forsøgte sig et par år,- men andre ting trak og interessen svigtede.
Så fandt teenageren på at ville gå til klaver. Hold da op, det var nemt for ham. Han spillede og spillede. Afprøvede, lyttede og brugte tydeligt musikken til at afreagere og skabe privat rum omkring sig. Heldigvis kan vores klaver tåle det.
Forældrene lyttede forundrede til. Barnet lærte hurtigt, lyttede og spillede.
Krydsede fingre for, han nu havde fundet sit hjørne, hvor han kunne udfordres og nyde.
Der gik et par måneder på denne måde,- og nu står klaveret igen stille og samler støv.
Øv,øv,øv.
Nå, jeg håber, han bliver fanget igen. At skabe musik er en nydelse, man ikke kan købe.
Jeg vil ønske for ham, han kunne have denne dimension med i sit liv.
4 kommentarer:
Vi har også et klaver, for vi vil gerne have at vores børn vokser op i et hjem med klaver. Manden spiller meget klaver, og pigerne klimper da også på det engang imellem, men ingen af dem har fundet den helt store interesse for det endnu. De er så heller ikke så gamle endnu (4 og 6). De er begge meget musikalske, så mon ikke de falder for tangenterne på et tidspunkt. :o)
Heidi: En af betingelserne for at de fanger interessen er jo, vi har klaveret stående.:-)
Du har helt rett, musikk er en flott gave å ha med seg i livet. Men å si det til barna, de må nok komme på tanken selv.
Kansje før eller siden...
Ha en fin helg.
Uh og jeg har alle dage drømt om at lære at spille på klaver!! Der er ikke noget som tonerne fra et klaver den kan få ens tanker til bare at svæææve :):)
Send en kommentar