Banaliteter

Stjernestunder er de fantastiske glimt, der flyver ind i bevidstheden og omformer sig til en varm glæde over at være i live.

Dem samler jeg på.

Og selvom jeg ofte bekymrer mig, ængstes, bliver frustreret og utålmodig,- har jeg heldigvis blik for de øjeblikke, der kan sætte tingene i perspektiv.
Store begivenheder, bitte små oplevelser, der husker mig på livet.
Stjernestunder kan rive mig ud af travlhed og sætte tiden i stå... blot for et øjeblik...og får pulsen ned.

For mig handler det om nærvær, tror jeg. At have øje for det, der sker omkring mig.
Oplever dagligt en travl, stresset Fru Rønne, der pludselig standses af et andet menneskes tanker eller handlinger. Blive overrasket og kan vandre lalle-glad rundt og forhåbentlig smitte omgivelserne lidt.

Heldigvis spænder disse øjeblik ben for mig.

Meen når man nu vader rundt i børn til hverdag, og får lov at opleve sammen med dem,- så skulle man også være et skarn, hvis ikke man opdager alle de tanker, den udvikling og iver, man daglig omgives af.

For et par dage siden, var vidunderbarnet Jeppe på besøg. Han lavede aftensmad sammen med farfar. Det er i sig selv en stjernestund, hvor jeg blot misundeligt iagttager, den ro, der er de to imellem. Farfar har plads til Jeppe. Ting tager den tid, de behøver.

Billedet her er et helt almindeligt familie-foto. Oldemor og oldebarn. Og dog - oplevelsen af situationen var andet og mere. Stærk kontakt mellem de to. Dyb glæde og forundring over at få lov at lære endnu et barn at kende strømmer fra familiens overhovede.
Barnets umiddelbare glæde ved at blive set og mødt.


Tja....
Tankerne her er almindelig og banale - og det er helt ok.
Jeg føler mig privilligeret.