Suk...

Solen er væk nu, og grå skyer, vist fulde af sne og vind, dækker mit udsyn.
Dette billede passer egentlig meget godt til, hvordan jeg ser ud inden i.
Tunge, tykke dyner af stilstand lægger sig tæt, tæt om mig.
Grunden? Aner det ikke, men bruger nu også mere energi på, at pusle med tanken om hvordan, jeg kan rive mig løs. Eller måske er det en naturlig sti at gå, ...at lade sig sænke ned, lukke lidt for verden, og vente på energien og smilet spirer.
Jeg "putter" mig, i lænestolen med stikkertøj og lydbog, i sengen med bløde dyner eller gemmer mig i oprydning og rengøring. Så noget får man da ud af sådan en tilstand :-)

Når jeg har det sådan, sanser jeg strækt. Nogle vil kalde det at være sart. Har siddet og aet mit nye garn fra NORO,- falder i svime over farveforløb og kvalitet....JO,- min verden kan blive lille.

Får dog øjnene op for dagens nyheder,- og fæsnter mig ved meddelsen om, at den dreng, der blev overfaldet i går, er erklæret hjenedød.
Hudløs bliver jeg bare så trist,- sådan virkelig trist. Orker ikke, at finde på forklaringer og diskutere følger,....jeg bliver bare så ulykkelig over et ungt liv snart et forbi.

For et par dage siden, så jeg en far til en af de dræbte soldater, udtale sig om hvor vidt hans søns død var forgæves. Faren var stolt af sin søn, og mente, soldaternes tilstedeværelse var nødvendig.
Vi ved også at sygdomme kan have faltale konsekvenser. Altså kan nogel dødsfald forklares og "retfærdiggøres".

Men tom, meningsløs vold har ingen forklaring.

Jeg bliver så trist.