fredag den 18. april 2008

Dagene

... i mit liv er så forkellige. I øjeblikket, er det vores teenager, der påvirker mit humør og energiniveau.
Som skrevet i bøgerne og alle de kloge hoveder har sagt, er puberteten en voldsom tid for barnet. Følelser knokler rundt i evig sålskamp med hormoner. Det sker ikke ubemærket for omgivelserne herhjemme.
Jeg synes jo ikke, jeg er en novice mht til børn og unge. Har dog 3 af slagsen, og omgiver mig med hundrede af dem på mit arbejde. Er vant til at skulle se anerkendende og finde gode løsninger på problemer i samarbejde med barnet....osv osv.

Vi HAR prøvet det hele herhjemme, og der er sgu ikke rigtigt noget, der virker. Somme tider handler det blot om, ikke at eksplodere eller give op.

Den magtesløshed, der slår igennem, når jeg som barnets mor ikke aner, hvad jeg skal stille op, hvordan jeg kan hjælpe, er dum. Rigtig dum følelse for en handlingsorienteret kvinde, der gerne vil finde gode løsninger.

Så jeg er på sin vis med på hans rutchebaneture. Det ene øjeblik oprigtigt bekymret over han ikke trives, det næste skide vred over hans dovenskab, jublende glad, når jeg får kontakt til ham, sur, når han "pisser" på os.

Heldigvis elsker jeg min teenager.



Så.... er det fint at kunne smide tankerne lidt på flugt, tænde for lydbogen og lade fingrene finde rytmen i strikketøjet.

Dog har jeg opgivet det seneste projekt lige nu.... i hvert tilfælde.

Efter mindst 8 forsøg på at strikke Flowerbasket sjalet i forskellge garnet, har jeg lagt våbenene og opgivet.



Mønstret er ikke svært, og alligevel går det galt - gang på gang!


Efter at have surmulet i flere dage, hev jeg Lucca fino af hylden og begyndte på Kevät-shawl.
Det kan jeg nemlig finde ud af.



Tv-strikketøjet er bluse til barnebarn. Han bliver glad for de ting, jeg laver. Dejlig unge!!

2 kommentarer:

Olines sagde ...

Ja, teenage-tiden kan være en prøvelse - for alle i familien. Husk at du er ikke alene!

Anonym sagde ...

Du er absolut IKKE alene. Jeg er "papmor" til en af samme slags. Jeg holder mig oppe ved at vide, hun ikke er her hver dag, for ellers ved jeg absolut ikke hvordan jeg skulle overleve. Jeg har overlevet mine egne 2 store, men bestemt ikke uden tændersgnidslen.
De skulle alle ha´ et skilt på ryggen,- "under ombygning". (griner)