Oprydning

Egentlig er jeg god til at rydde op, finde ud af, hvad jeg har brug for.... og hvad, der kan gå videre i verden.

Meeen, når det kommer til garn,- har jeg det lidt svært.

Det kunne jo tænkes, dette kunne bruges til en trøje til en unge,- eller de to farver ville bare vre vildt gode sammen - eller nåe ja, det var jo det, der skulle bruges til et sjal..... osv. osv.

Med hjælp fra gode venner, der nyder at gå på jagt i garnhulen, har jeg da lidt færre gram på hylderne og lidt mere overblik.

Jeg holder fast, gør jeg.

Jeg er standhaftig!

Jeg er standhaftig!

Jeg gør Anders' trøje færdig, inden ...

....jeg begynder på Fiona.

Jeg er standhaftig!!

Basta!

Høje tanker på morgenkvisten

Jeg tror, jeg har øje for skønhed. Den lille, gemte...den overraskende er sjovest.
At have evnen til at sætte ting ind i nye sammenhænge, der giver dem et helt nyt udtryk, måske få en helt anden brugsværdi,- er spændende.

Jeg kan være forelsket i texturer, farver, former. Og så spekulere på, hvad der mon sker, hvis man sætter uventet matriale ind i kendte og dagligdags ting.
Få øje på en mulighed for at det smukke kan hævde sig i helt andre omgivelser.

Tja,- hvis jeg ikke havde en god portion selvkontrol, ville jeg nok slæbe de særeste ting til huse og sikkert ikke have tid til at gå på arbejde.

De siger, det bliver koldt

Hver dag hører jeg ord som frost, sne, sorm og slud. Det eneste, jeg endnu har bemærket, er vindens biden i kinderne.

Ingen sne!! I hvert tilfælde ikke her.

Bare for at jeg kan bilde mig selv ind, at verden ikke er af lave, at der stadig kan mærkes forskel på årstider, vil jeg nu gerne se sne, som det sig hør og bør i min erindring om en dansk vinter.
Blot et par dage, så jeg kan nyde spæde erantis bryde gennem sneen, og vise at nu bekæmper foråret vinteren.




Ja, ja ofte får jeg min vilje, men her kan jeg vist ikke være sikker.
Alligevel er jeg parat til en tur i det kolde. Sokker og halstørklæder er klar.

Nye vinde

...blæser her omkring.

I aftes, lige som Obama var blevet færdig med sin tale, og børnene igen måtte røre på sig, faldt mit blik på yngste, der lå i sofaen.

Da alle regler i aftes var brudt, havde han en tallerken med burger liggende på maven. Hænderne var foldede og øjnene lukkede, mens han mumlede: .....vi til bords.......dig til ære, os til gavn.......Amen.

Forundret kiggede jeg på barnet, han åbnede øjnene og sagde: Ku' vi egentlig ikke bede bordbøn, når vi skal spise?

Jo da, der er mig bekendt ikke noget forgjort i, at holde en mental pause og være taknemmelig over, hvor heldige vi er.

Senere om han spurgte, om vi ikke kunne finde Fadervor på internettet og printe den ud. Hvad mon dog ikke kan få på det net!

Nå, men måtte da vise ham, der findes bøger i hjemmet, hvor den står i.

Se, sådan kan Vorherre og en 9 årig, der er begyndt at gå til minikonfirmand få familien til at undres og stoppe op.

Tv-dinner

I aften skal vi spise mens tv'et flimrer, det er ellers forbudt i dette hjem.

Vi skal nemlig se den nye amerikanske præsidents indtrædelsestale.

Jeg er sikker på, menneskene vil føle lidt mere håb.

Vågekone

I aftes sad jeg stille ved min mors seng og ventede på lægevagten.
Iført strikketøj og kaffe sad jeg dér og tænkte over, hvor pragtfuldt det er, at kunne være helt stille sammen med et andet menneske. Angst over ikke at kunne trække vejret var væk, og værelset fyldtes med den blødeste ro.
Af og til blev stilheden afbrudt af småsnak om Bonderøven, Gaza og Obama. Det er muligt, hun ikke kan se, gå og trække vejret,- men nysgerrigheden og skarphed kan fysikken ikke berøve.

Lægen kom.... susende som en ret stor hvirvelvind....kastede et blik, ville hellere have svar af mig end af hende, men man kan jo heller ikke se på hende, hun er åndsfrisk! Nå, han havde nok travlt.
Medicin op af tasken, og på vej ud af døren en besked til datteren: " Hvis hun får blå læber, så er det 112".

Pillerne blev slugt og vi lod roen komme til huse igen. Hun sendte mig hjem, som kun en mor kan, men jeg kunne såmænd lige så godt have blevet. Nu har jeg sovet arm i arm med telefonen, og den er ikke hyggelig. Den har holdt mig vågen uden at ringe.

En sok smuttede af pindene i aftes, og jeg overvejer, om man kan leve af at være vågekone...for det er jeg vist god til. Min mor mener ikke, der er penge i det, og må jeg vente til jeg bliver pensioneret.

Søndagssysler

Nu ved jeg, hvordan man får krammet på teenageren!
Man siger bare, man vil gøre hovedrent på hans værelse - så kom han i gang.

4 sorte sække blev fyldt og slæbt ned. Efter et kig i poserne, gik det op for os, affaldet skulle sorteres, så nu sidder faren med en eddikesur teenager og sorterer affald. Der findes drikkeglas, skeer, pc-spil, flasker osv osv.

Om lidt afgør forældrene, hvem der har overskud og tålmodighed til at gentage denne proces på den unge herres værelse.

Jeg funderer lidt over, hvor mange gange, vi skal udføre denne øvelse, før han kan selv.....

På vej...

Fredag morgen er det, og om lidt trisser yngste og jeg hen til bussen.
På vejen smutter vi lige op til naboen og hænger en pose på døren.


Vi ved nemlig, naboen bliver glad, når hun trækker de tykke, superbløde sokker på de iskolde, tynde, tynde ben.

Hun kan næsten ikke se, men vi lægger alligevel en kæmpestor hilsen i posen.

Juhu

Jamen, jamen..... glæden får da ingen ende i dag.
Kan dufte kaffen, har lige opdaget, der er Taggart på DR1 i aften!
Jeg skal vist i lænestolen med strikketøj i aften!

Det er deres skyld!

Skoledagen for 2.kl. og læreren begynder med, at Fru Rønne stolt viser gårsdagens produktion af læringsstilmaterialer frem. De særeste oplysninger om Hans Christian (Andersen red.) bliver delt og vendt.

Så ringer klokken, og det er tid til morgenmotion og alle styrter ud og hopper...... og sådan noget.

Da læreren atter nærmer sig klasseværelset og forventer eleverne er inde og parate, er de der ikke! Suk,- gider ikke hente unger og skælde ud,- går med lange skridt ind i klasseværelset.

I samme sekund høres småsnak bagerst i rummet, og blikket vender sig mod lydene.

Dér står Fru Rønne så, med favnen fuld af tasker, dimser og dutter....helt stille.....og stirrer på sine elever, der ikke ville vente på at komme i gang. Rundt om bordet står og sidder par og grupper og laver puslesætninger, klemmehjul, læser eventyr og diskuterer, hvem Collin nu var.

De arbejder! De lærer! Fordi de er videbegærlige og nysgerrige, - ikke fordi, de skal.

Stolthed og glæde over MINE unger suser rundt i mig og heldigvis kan det også ses udenpå.

Nå, men vi måtte jo til det læseri. Det foregår meget forskelligt. Nogle sidder ved bord og stol, andre sidder tæt op ad hinanden. Sofaer og puder er taget i brug. Temmligt lydløst finder alle egen læse-plads,- og der er helt, helt tyst.

I dag brugte jeg tiden til at glo og fornemme, hvad der foregik. Ungerne er så vant til, jeg fotograferer, jeg sagtens kunne gå rundt og tage billeder. Nogle af dem er såmænd så langt inde i historiens univers, de ikke ænser noget som helst andet.

Menneskene og menneskenes børn vil lære, vil udforske, vil forstå - det ligger dybt i os alle, hele livet...... vi skal blot have mulighederne.

Så 2. kl skal - og fik - i dag skylden for Fru Rønnes tåbelige glædesdans op ad gangen efter endt undervining.

Jeg har set lyset

..........sådan rent bogstaveligt.
Dagen tager til og lyset vifter elegant og næsten ubemærket mørket væk. Ikke sådan, jeg klart tænker: Hold da op, hvor er her lyst. Nej, det er nærmere inden i, det mærkes. Og det er da underligt.
Måske er jeg en forklædt bjørn, der per instinkt er ved at komme ud af vinterhi.

Glæden over året går mod lyset er stor, kan ligefrem boble i skjulte, ubemærkede øjeblike, og give forsigtige håb om mere energi og flere smil.

Godt i gang

Jeps,- så flyder maskerne igen. "Vandløb" og jeg er blevet venner, selvom jeg stadig undrer mig over, hvorfor denne snoning skulle være så kompliceret at forstå.

Nå,- de tanker putter jeg i kassen, der er godt fyldt med alle de andre ting, der undrer mig.

Min strikke-hjælpe-makker er begyndt på Frost fra samme bog, så vi strikker måske en lille smule om kap. Har gennemskuet, at Frost er ret meget lige ud af landevejen, så jeg må absolut strikke med et godt handicap!

En kær veninde barslede med tvillingepiger, og så måtte der jo strikkes barselsgaver. Flere modeller kom på pindene, men alligevel endte det med 2 stks Littlesisters dress. Det ved man jo, hvad er....og den ER genial på alle måder. Nem opskrift, enkel og smuk.

Min egen anonyme kommentator

Uha, jeg er blevet drillet på lærerværelset. Bare fordi, jeg måtte have hjælp! Hvad ligner det?

Men nu kan jeg altså, har fundet ud af, hvad jeg gjorde forkert, så nu er det bare fremad.

Lars, den anonyme kommentator havde en god dag, og her er han så iført hjemmestrik og barnets madkasse.

Dog har jeg lidt at kaste efter ham - vi har nemlig aldrig set ham med pinde og garn. Han er skabsstrikker, er han!!

Som I sikkert kan fornemme, har vi det pragtfuldt på vores lærerværelse. Og tro mig, stemningen smittet langt ud i klasseværelserne.

Så kan jeg!!!

Det tog Lars 30 sekunder at finde ud af. hvad jeg gjorde forkert.....og mig 10 sek. at forstå det.



Så nu sidder jeg (i frikvarter) med strikketøj og sødt smilende kollega ved min side.



PS: Han er nu meget sød.

Grrrrr

Øv! Uf! Hm!
...og de ord, der er værre....

For flere måneder siden blev bogen "Strik naturligvis" indkøbt, garn og model klar.
Pindene spidsede og i gang med strikkeprøve.

En gang

To gange

Tre gange

Mange gange! Ku' ikke få det til at passe. Ind på nettet for at undersøge, om der var rettelser,- men nej.

Sad så på lærerværelset og beklagede min nød, og ...vips.... i dag kom min søde, mandlige, strikkende kollega og sagde ligeså sødt og blødt: "Jeg synes ikke, strikkeprøven voldte problemer".
Op af tasken hev han en fuldstændig korrekt strikkeprøve. Uh...han nød det!

Hm... så kan jeg også!
Men nej,- sidder skummende med for mange masker på pinden.

Så han bliver fanget first thing i morgen, og al undervisning er aflyst, indtil Fru Rønne har fattet, hvad hun gør forkert!!!

Søndagstanker

Affødt af søde kommenarer til forrige indlæg, må jeg jo nok bekende, at blot en smule ros og pæne ord,- og jeg er klar til at tage fat på det nye år i skolen.

En maskinarbejder kan ved dagens sluning se, om målet for blev nået. En tjener kan kigge på drikkepenge og glæde sig over tilfredse gæster. En landmand kan se på mælkeydelse og slagteripriser, om hun gør sit arbejde godt.

Det er ikke så lige til at måle vores arbejde. Vel tager vi tests og har god fornemmelse af, hvor eleverne befinder sig i deres faglige læring, men undervisning og skolegang er kompleks.

I Danmark har vi besluttet, at skolegang ikke kun er faglighed, men også rigtigt mange andre ting. Om man vil eller ej, ligger der opdragelse i skolen. Viden om og opdragelse til at blive en aktiv borger i et demokratisk samfund og udfordre og opelske evnen til at tænke og handle selvstændigt og i samspil med andre, er vigtige områder.
Og ja,- almindelig opdragelse finder også sted,- og det er vel den del, lærere sukker over. Vi skal også lære børnene at tale respektfuldt, ikke at gå på bordene og spise pænt.
Vel står vi overfor børn, der mener, alt er til debat, og har svært ved at se ud over egen næse.

Men, men, men.... det er fantastisk arbejde! Dagligt at opleve nærhed, se lysten til at lære, at udforske verden.
Den store, store glæde, når det lykkes at finde vejen,- og dele min glæde med barnet. De er fantastisk, kan jeg love jer.

Jeg ved, en lærer kan have stor indflydelse. Nogle voksne fortæller om lærere, der trynede dem. Nogle fortæller om lærere, der inspirerede. Begge dele giver stof til tyst eftertanke og ærbødighed overfor de menneskebørn, jeg deler min dagligdag med.

Så selv om, lønnen er lav (så en skæmmende liste over lønninger i avisen!), omtalen af lærerstanden af og til er til at sukke dyb over, og mit arbejde ikke umiddelbart kan måles,- så fortsætter jeg med tro og smil. For jeg er ret sikker på, jeg er god til det.

Og hvis så, der drypper et par rosende ord på min vej, så ranker jeg ryggen og klør på.
Naiv? Måske.....

Ihhh

Hende her huskede mig i sin nytårstale:

I vores samfund er vi dybt afhængige af hinanden, og af de grupper af mennesker, der får hverdagen til at hænge sammen. Det gælder skolelæreren, der lærer vore børn at læse og åbner en hel verden for dem.

Seeeejt!