Hmmm

Nogle dage opfører sig mere besværligt end andre.
Mandag var en af dem.
Elevtallet falder på vores skole, og en af lærerne skal flyttes.
Det er fakta, man må forholde sig til, men tanker om hvem af os....at skolen nu bliver endnu mindre.....at skulle miste gode, kendte samarbejdspartnere.....det er ØV.

Hjem til egne børn, øvleser i at tackle skole-hjemsamtale med teenageren på en ordentlig måde.
Af og til finder jeg det vanskeligt at balancere mellem den mor, der elsker og bekymres- og den lærer, der synes, han burde udnytte sine evner endda en del mere.

Så en lille tur hos naboen, min gamle mor,- der nu klart giver udtryk for, hun føler, det går stærkt ned ad bakke. Et faktum jeg, trods selvsyn, ikke vil forholde mig til, men har blot lyst til at lægge mig tæt til hende, lytte hendes lydbøger...og bare være. Måske jeg bare skulle gøre det.

Normalt lukker jeg mig "inde" i den gode stol med strikketøj og lader tankerne tømme,- men i går duede end ikke smukt garn og lette masker.

Nu er det en ny dag, som jeg er helt sikker på vil lyse på en bedre måde.

Aviskrise

Her er katastrofeagtige tilstande......

Ved spisebordet sidder vi to voksne, kun urets tikken lyder. Ingen børn, ingen kammerater....kun os to, der har set frem til nydelsen ved nylavet kaffe og avisen.

AVISEN er ikke kommet!

Jeg kaster mig over pc og strikketøj, manden min rumsterer fortvivlet og har kastet sig over et ugeblad(!), mens han holder øje og øre med avisbudet. Jeg tror, han lider.

Gamle kendinge

Endnu en Fionas top er smuttet af pindende. Denne gang i Supersoft coffee og en rest rosa alpacca. Forlænget, så den bruges som kjole...... i hvert tilfælde til at starte med,- så kan den vel forvandle sig til vest i takt med, barnet vokser.

Som andre i blogland, har jeg også fundet ud af, at smide maskene på rundpind efter ærmegab.

Jeg er en utålmodig sjæl, der hurtigt kan blive træt af et mønster, men jeg tror, jeg vil blive ved at nyde at strikke denne top.

Sjalet Shetland Triangle har jeg strikket mange gange - efterhånden, men aldrig til mig selv. Nu stod jeg her med super lækkerendert uld/cashmere, og så var det min tur.

Jeg glor på tusinde sjaler, lacemønstre..... nogle er for fimsede, for blondeagtige, for tætte, for bastante..........og jeg vender altid tilbage til disse koglefigurer, der i groft gan for præcis den struktur, jeg ønsker..

Tomme tanker....

Somme tider sker der så meget, så mange ting at huske, at tage stilling til, at tankerne siger stop.
En ren fysisk proces, tror jeg. Højst sandsynligt kroppens måde at forsvare sig på,- og ganske ufarligt.... hvis man ellers gider mærke efter og gøre noget ved det.....eller måske netop overhovedet ikke gøre noget som helst.
Tja,- hvad ved jeg....

Jeg vil lede i mit indre efter stedet, hvor tankerne kan få ro og komme ned i et tempo, der gør, jeg kan huske dem.

Vi drog mod øst..

Så er vi kommet hjem fra den årlige tur til DR-byen for at se X-factor.

Mand og 3 sønner blev proppet ind i bilen fredag - og afsted.

Mindste fordybet i bog, ældste bag rattet og teenageren som en tordensky. Fru Rønne gemte sig bag strikketøj.

Det blev en fin aften. Stemningen i studie 5 var høj, pragtfulde arrangementer af Big Band, og intense og fokuserede finalister.

Fine numre var blevet valgt, men det var lille, bitte Sidsel, der gav Fru Rønne gåsehud. Hun- både stemme, øjne og bevægelser - kryber helt ind i min krop og roder rundt.

Lucas er klart interessant - både som type og sanger. Jeg synes, han kan synge og har en fed stemme, Remee!!!

Der er mange mennesker på arbejde omkring showet, og jeg er sikker på, adrenalin, sekunder, lyd, lys og billeder holder de arbejdende på stikkerne,- men alt foregår roligt og glidende. Imponerende....tænker lige på, hvordan jeg opfører mig, når alt skal passe sammen og gå stærkt.

Efter showet og pressens snak med de medvirkende, fik vi en lille rundtur i DR-byen (den store tager vi senere, det tager lang tid).

Der ER fantastisk byggeri! Som ansat der, må man glædes over materialer og akitektur. Jeg har ingen problemer med at forstå, det er dyrt at bygge smukt, brugbart og fremtidssikret.

Yngstesøn blev kameramand og vært i nyhedsstudiet. Men hvis man spørger ham, hvad han synes om huset, ville han klart svare: rulletrapperne!! Man er vel fra landet.

Lørdag tog familie i Køge imod os med smil og god frokost. Vi fik hilst på Otto the cat...det nye familiemedlem og nærmet os Asta, som klart synes, vi er fremmede. Sådan skal det ikke være,- så der skal tænkes i familiesammenføring noget oftere.

Vi proppede X-factorværten, iført joggingtøj og hjemmesko, ind på bagsædet - og drog hjemad.

Nu venter en hyggelig, doven og smilende søndag.

De fandt foråret...

I går sendte jeg 2.kl afsted, bevæbnet med digitalkameraer,- ud, op, ned - for at finde foråret.

Der sker noget magisk, når man oplever gennem linse og med tydelig beskæring for øje.

Børnene kastede sig ud i opgaven med iver, og fik taget fantastiske billeder.

Billederne her er ikke beskåret eller manipuleret,- de er helt, som ungerne så det. Billederne her er ret forudsigelige, med ved at give børn et kamera, får man et lille indblik i at opleve verden, som de ser den. Det kan bruges i mange sammenhænge, og måske bliver vi bedre til at forstå.

Senere skal der arbejdes med billederne i billedbehandlingsprogram,- men det er en helt anden historie.

Skal - skal ikke

Nu er jeg af natur en nysgerrig sjæl, og vil gerne vide alt.
Da jeg læste Madames indlæg om historie, faldt tankerne naturligt ned i min families fortid. Meget ved jeg om mine forældre, bedsteforældres liv, men en enkelt skuffe i familiens minder er lukket. Den binder.
Flere gange i mit liv, har jeg hevet og rusket i den skuffe.....uden held.

Min far gik på Tønder seminarium før anden verdenskrig, blev involveret i modstandsarbejde, blev taget af tyskerne , sat i fænsel og overført til Frøslevlejren, efter krigen arbejdede han med indsamling af illegale våben...sikkert i hærens regi.
Han fortalte alt om livet i fængsel og i lejren, mange af mine barnesko er slidt tynde i Frøslevlejren og de tyske koncentrationslejre. Både for min mor og far betød krigen og befrielsen meget, så historien herom har fyldt meget i min barndom.
Flere år efter krigen modtog min far en vældig fin, svensk orden. ...for at spille tennis med den svenske koge, sagde han!!
Og nu begynder skuffen at lukke sig: Selv med en ultra nysgerrig og vedholdende datter, ville han ikke fortælle konkret om sit modstandsarbejde og hvorfor, han fik den medalje. Hm...irriterende. Som barn, kunne jeg mane mange fantasier om min supermans-far frem.

Kort før sin død, sad min bror og far en nat med rødvin....ret meget, tror jeg.... og talte sammen. Min bror mener, vores far fortalte de manglende kapitler i historien, men var så fuld, han ikke kan huske dem.
Hvad skal man tro?? Så nu er vi spændt på, om min bror overleverer hemmligheden til sine børn på sit dødsleje.

Efter min fars død for ti år siden, dukkede sære ting frem. En soldaterbog, der viste, han var tilknyttet efterretningstjeneste gennem den kolde krig. Jeg har forsøgt at finde svar i diverse arkiver. Nogle er stadig lukkede, nogle må kun give delvise svar.
Jeg har haft kontakt med historiefagfolk og nogle af dem, der var involveret på samme vis som min far.

Flere af dem, tog mig alvorligt og bad mig nøje overveje, om jeg ønskede den viden. Muligvis kunne den vende op og ned af mit billede af min far, og måske skulle jeg respektere hans ønske om, at holde skuffen lukket.

Det satte tanker i gang.
Har vi lov til at holde historien hemmlig?
Er det nødvendigt for efterlevende generationer at kende historien?
Hvordan ved man, hvad der er objektiv og subjektiv historie?
Er det rimeligt, at historien skildres ved, af nogen, udvalgte begivenheder?

Banalt tror jeg, det er uhyre vigtigt at vide så meget som muligt om menneskets historie. Både for at forstå sammenhænge, mekanismer og blive klogere.
Spændende er det, at kunne udrede virkelighed og sandhed....og sikkert forfærdeligt svært.

Måske en dag,- når jeg får tid...kan jeg tage til Sverige og grave i arkiverne.